Det usagte betyder også noget til jobsamtalen
Eksponer dine kompetencer med eksempler, og fremlæg dine resultater visuelt, siger chefkonsulent Thomas Kantsø fra Djøf Karriere og Erhverv. (Modelfoto) Foto: Colorbox.dk/Free
Colorbox.dk/Free
- Inden for de første minutter bliver du puttet i en kasse, som er svær at komme ud af igen, siger karriererådgiver.
"Fortæl lidt om dig selv. Hvad motiverer dig, og hvorfor har du søgt jobbet?"
Mange kender de klassiske spørgsmål, som stilles til jobsamtalen.
Men der er også meget mellem linjerne, som giver virksomheden en indikation af, om du er den rette kandidat.
Det fortæller Morten Ballisager, direktør i konsulenthuset Ballisager, og chefkonsulent Thomas Kantsø fra Djøf Karriere og Erhverv.
- Når du er til jobsamtale, er du et orkester, som skal spille på mange instrumenter - fra kropssprog og mimik til mindset, fortæller Morten Ballisager.
Din forberedelse til samtalen skal handle om alt det, de ikke ved. Det vil sige det, der ikke står i ansøgningen og cv'et, forklarer Thomas Kantsø.
Og du skal huske at have din personlighed med dig, når du sidder over for arbejdsgiveren.
- Nogle gange drukner autenticiteten, og vi sidder som en rekrutteringsrobot, som glemmer at smile. Jobsamtalen er den mest kunstige form for dialog, der findes, siger han og tilføjer:
- Derfor er det vigtigt med nogle basale nonverbale greb: skuldrene tilbage, rank ryggen, træk vejret, smil og hold øjenkontakt.
Tal, som du gør til normalt med dine kolleger. Og fortæl om dine kompetencer med levende eksempler, så du viser dine resultater visuelt.
Thomas Kantsø anbefaler, at du laver generalprøver derhjemme, hvor du optager dig selv.
- Så ser du selv, hvordan du ser ud, når du svarer på spørgsmålene - også dem, der virker ubehagelige. Husk, at de spørger, fordi de er interesserede, siger han.
Jobsamtalen begynder, i det sekund du træder ind i virksomheden, pointerer Morten Ballisager. Så vær bevidst om din fremtoning og måden, du taler, når du venter i receptionen.
I en tidligere analyse fra konsulenthuset Ballisager svarede en stor del af de adspurgte arbejdsgivere, at nervøsitet ikke er negativt.
- De fleste ser kontrollerbar nervøsitet som en motivation. Og motivation er sindssyg vigtigt, fastslår Morten Ballisager.
Og selv om det kan være ubehageligt, så er det ikke en katastrofe, så længe nervøsiteten ikke sætter sig og blokerer for dine svar, tilføjer han.
Find en komfortabel stilling at sidde i, for så er det nemmere at finde flowet.
- Du kan godt sidde med korslagte arme og samtidig være inviterende i dine svar. Når det verbale gør indtryk, så er modtageren mindre påvirkelig for det nonverbale, siger Morten Ballisager.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker