Anmelderne elsker filmen, og publikum er tilsyneladende også vilde med den nye thriller "Inception" med Leonardo DiCaprio i hovedrollen.
"Inception" havde herhjemme premiere torsdag og mandag viste en opgørelse, at filmen allerede har solgt 90.365 billetter efter fire dage. Det giver i danske kroner en indspilning på 7,3 millioner, og filmen lever dermed op til den stjernestatus, den på forhånd havde fået.
Til sammenligning blev instruktøren Christopher Nolans forrige film "The Dark Knight" set af 111.000 i løbet af sine første fem dage i biografen.
Alene i USA har "Inception" på 17 dage omsat for mere end 193 millioner dollar (cirka 1,1 milliarder kroner) og for tredje weekend i træk var filmen denne weekend den amerikanske film, der trak flest mennesker i biografens mørke.
Fra fredag til søndag solgte "Inception" billetter for mere end 27 millioner dollar (154 millioner kroner) i USA og slog dermed både premierekomedien "Dinner for Schmucks" og spionthrilleren "Salt" med Angelina Jolie i hovedrollen.
"Inception" handler om tanketyveri, drømme og industrispionage, og den slags er ikke kun interessant for amerikanske biografgængere. Udenfor USA har filmen allerede solgt billetter for mere end 170 millioner dollar. Blandt andet har interessen i Tyskland været stor med et salg på mere end 53 millioner dollar (303 millioner kroner).
Også i Frankrig og England har filmen fået en god modtagelse af biografgængerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde