Dicte er færdig i Vild med dans

Dicte og dansepartner Michael Olesen måtte endnu engang ud i omdans. Kun en gang er parret kommet igennem programmet uden at skulle i omdans. Denne gang gik den ikke længere.

Efter at have leveret en hæderlig individuel præstation, tabte parret terræn i holddansen. Og efter omdansen var det slut for sangerinden.

Det hele skete efter, at hvert par havde været på gulvet hele to gange. Først i en individuel dans, som vi kender det, og derefter i en holdkonkurrence, hvor parrene dystede mod hinanden tre og tre.

Efter den individuelle runde lå cykelrytteren Michael Rasmussen og dansepartner Mie Moltke på sidstepladsen med aftenens laveste score på 21 point.

Måske var Mie Moltke allerede et andet sted i tankerne end på dansegulvet sammen med Michael Rasmussen. Det kom nemlig frem under programmet, at hun skal giftes med kæresten, Lai Yde, som hun mødte i en tidligere udgave af "Vild med dans".

Flest point efter den individuelle dans fik endnu engang Thomas Evers Poulsen og Christina Hembo, der med 28 point satte sæsonrekord.

Denne fredag var første gang, at parrene skulle ud i to danse. Ud over deres individuelle optræden bød aftenen også på en holddans, hvor parrene dystede mod hinanden tre og tre.

Til den lejlighed var den spanske førsteelsker Enrique Iglesias (søn af Julio Iglesias) mødt op for at synge i programmet.

Om Enrique Iglesias er "Loco por bailar" (Vild med dans), eller om han blot ønsker at sælge plader på det danske marked, skal være usagt.

I hvert fald var det to numre fra spanierens nye album "Euphoria", der blev fremført i bedste sendetid, og den slags har normalt en enorm indflydelse på pladesalget.

Holddansen rykkede gevaldigt rundt på stillingen og sendte vejrværten Cecilie Hother og dansepartner Mads Vad ned på sidstepladsen, inden seernes stemmer kom med i regnskabet.

Til gengæld røg Michael Rasmussen og Mie Moltke op i tabellen og slap væk fra den sidsteplads, de indtog, efter den individuelle runde. Og parret gik igen videre uden at skulle i omdans.

/ritzau/

"Vild med dans" program nummer seks blev endestationen for sangerinden Dicte, der efter sin fjerde omdans måtte give fortabt.

Offentliggjort Sidst opdateret