Dit køkkenaffald kan blive til nye grøntsager

Krydderurter som basilikum og koriander, der kan købes i engangsbeholdere i dagligvarebutikker, kan sagtens give nye skud, hvis du sår dem igen, fortæller havefaglig rådgiver Louise Møller. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Du behøver ikke at smide køkkenaffald fra gulerødder, porrer og forårsløg ud. Plant det i stedet ud, og få nye grøntsager.

Offentliggjort Sidst opdateret

De fleste smider den grønne top fra gulerødderne ud, ligesom engangskrydderurter fra supermarkedet ryger i skraldespanden, når de er brugt op.

Men sådan behøver det ikke at være. Ofte kan du nemlig så dine rester igen og få nye grøntsager og urter til middagsbordet.

Det gælder blandt andet forårsløg, hvor rødderne kan skæres af og plantes i ny og frisk jord, fortæller havefaglig rådgiver i Haveselskabet Louise Møller.

- Skær de nederste to centimeter af forårsløget, og sæt det i jord med den øverste centimeter af løget stikkende op af jorden. De skal plantes i krukker eller potter, da de har det svært i jorden udenfor, siger hun.

Du kan gøre det samme med porrer og gulerødder, fortæller gartner og haveekspert Jesper Carl Corfitzen.

- Skær toppen af gulerødderne, og plant dem ud. Man skal dog sørge for at tage noget af selve guleroden med, siger han.

Tomater er også en mulighed. Her skal du lægge nogle skiver tomater i en potte indenfor.

- Man skal blot sikre sig, at der er nogle kerner i, og så vil man i løbet af kort tid se tomatplanter vokse frem, siger Jesper Carl Corfitzen.

Når det sker, kan du plante dem ud i en krukke eller i drivhuset. Men brug priklemuld i stedet for almindelig pottemuld, da det indeholder for meget næring.

De små plastikpotter med krydderurter som persille, dild, basilikum og koriander, som du køber i dagligvarebutikkerne, kan også sættes i jorden på ny, når urterne er brugt.

- Det er vigtigt at vande dem, og det er en god idé at putte noget gødning i vandet, siger Louise Møller og tilføjer:

- Klip dem ikke helt ned. Har du eksempelvis persille, så lad et par blade sidde på, så de har noget at vokse af.

I den mere langsigtede og eksperimentelle afdeling er det også muligt at få et æbletræ ud af kernerne fra et skrog. Fyld en lille potte med jord, og put kernen nogle centimeter ned i jorden. Stil derefter potten udenfor.

- Og så skal man bare sørge for, at jorden ikke tørrer helt ud, siger Louise Møller, men slår samtidig fast, at der kan gå op til ti år, før træet begynder at bære frugt.

/ritzau fokus/