Domstol: Led Zeppelin stjal ikke riff til Stairway to Heaven
Led Zeppelin-forsanger Robert Plant (til venstre) og guitarist Jimmy Page (til højre), der skrev "Stairway to Heaven", risikerede at skulle betale millioner af dollar, hvis de havde tabt en retssag om sangens originalitet. Foto: Suzanne Plunkett/Reuters
Suzanne Plunkett/Reuters
En langstrakt sag om den ikoniske rocksang "Stairway to Heaven" blev mandag afgjort ved en domstol i USA.
Det britiske rockband Led Zeppelin har fået rettens ord for, at gruppen ikke stjal introen til den verdenskendte sang "Stairway to Heaven".
Det skriver det britiske medie BBC, efter at en ankesag mandag blev afgjort ved en domstol i den amerikanske by San Francisco.
Led Zeppelin var beskyldt for at have stjålet dele af sangen "Taurus" fra det mindre kendte band Spirit. Sangen blev skrevet af guitaristen Randy Wolfe i 1968 - tre år før "Stairway to Heaven".
En guitarpassage i sangen "Taurus" skulle ifølge beskyldningerne være blevet brugt i introen til Led Zeppelins ikoniske sang.
I 2016 afgjorde en domstol, at det ikke var tilfældet.
Den beslutning blev i 2018 dog erklæret ugyldig ved domstolen i San Francisco, der mente, at sagens dommer havde lavet en række fejl.
Derfor blev sagen rejst igen, og mandag afgjorde et panel af 11 dommere sagen i Led Zeppelins favør. Det skete med stemmerne ni mod to.
"Stairway to Heaven" optræder ofte på lister over de bedste rocksange, der nogensinde er skrevet. Den langstrakte sag om sangen er derfor også blevet fulgt tæt af musikindustrien, skriver BBC.
Led Zeppelin-forsanger Robert Plant og guitarist Jimmy Page, der skrev sangen, risikerede at skulle betale millioner af dollar, hvis de havde tabt.
Randy Wolfe, der skrev sangen "Taurus", døde i 1997. Sagen var blevet rejst af Michael Skidmore, der fungerer som Wolfes formueforvalter.
I en anden profileret sag blev det tilbage i 2015 afgjort, at Robin Thicke og Pharrell Williams' kæmpehit "Blurred Lines" fra 2013 havde kopieret Marvin Gayes sang "Got to Give It Up" fra 1977.
Marvin Gayes børn fik en stor millionerstatning som følge af afgørelsen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned