DR-dramaserie skal nu sendes i USA og Australien
Her ses hele holdet bag og foran kameraet på DR-serien "Når støvet har lagt sig". Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
"Når støvet har lagt sig" er blevet solgt til udlandet, oplyser DR.
Det seneste skud på DR's dramaudbud er serien "Når støvet har lagt sig", som blev sendt fra februar og ti afsnit frem.
Og nu er det ikke kun os herhjemme, der har mulighed for at se det barske karakterdrevne drama, som skildrer dagene før, under og efter et terrorangreb på en restaurant i København.
"Når støvet har lagt sig" er nemlig blevet solgt til udlandet.
Det oplyser DR.
Drejer vi globussen, er det alt fra USA, Canada og Australien til europæiske lande som Tjekkiet, England og Spanien, som nu kan se serien, og det vækker naturligvis jubel hos DR.
- "Når støvet har lagt sig" er en ambitiøs og vedkommende fortælling. Det er virkelig flot, at det endnu engang lykkes at få en DR-dramaserie i bred international distribution, og at vi derved medvirker til at sætte dansk kultur på verdenskortet, siger DR's dramachef, Christian Rank, til dr.dk.
Seriens forfattere, Dorte Warnøe Høgh og Ida Maria Rydén, blev på Göteborg Film Festival nomineret til Nordisk Film & TV-Fonds pris for bedste manuskript, og netop manuskriptet bliver fremhævet af det britiske tv-netværk Walter Presents, som har købt serien.
- Dette er dansk tv, når det er bedst. Elegant skrevet, udtaler Walter Iuzzolino fra Walter Presents ifølge dr.dk.
"Når støvet har lagt sig" har blandt andre Henning Jensen, Karen-Lise Mynster, Peter Christoffersen og Jacob Lohmann i de bærende hovedroller.
DR har allerede annonceret kanalens næste store dramaseriesatsning. Den har titlen "Ulven kommer" og har blandt andre Bjarne Henriksen og Peter Plaugborg i de store roller.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde