DR har X Factor-holdet klar

DR har skrevet under med den sidste af de tre musikpersonligheder, der skal være med i dommerpanelet, når det igen går løs med X Factor.

Det er allerede blevet afsløret, at Pernille Rosendahl fortsætter som dommer, og at Thomas Blachman vender tilbage efter et års pause, og nu fortæller underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme, at det sidste navn er i hus.

- Jeg vil ikke sige, hvem det er. Det bliver afsløret på et press møde på fredag. Men jeg glæder mig til at fortælle, hvem det er, siger underholdningsredaktøren.

Det er tidligere kommet frem, at sidste års dommer Carsten "Soulshock" Schack ikke fortsætter, og derfor har der været spekuleret flittigt over, hvem det kan blive.

Blandt andet er Soulshocks producermakker Mich Hedin alias Cutfather blevet nævnt. Det samme er sangerinden Saseline Sørensen. Også de tidligere dommere Lina Rafn og Remee har været nævnt som mulige gengangere.

Men Jan Lagermand Lundmes mund er lukket med syv segl. Ikke engang, om det er en mand eller en kvinde, vil underholdningsredaktøren ud med.

- Jeg vil ikke sige noget. Det er et menneske. Jeg går ikke så meget op i køn, lyder det hemmelighedsfuldt fra Jan Lagermand Lundme.

Mange har ment, at sidste års "X Factor" var for rygklappende og manglede det bid, som Thomas Blachman tidligere har givet programmet. Men det er ikke derfor, der sket udskiftning.

- Jeg synes, at sidste års dommerpanel var suveræne og rykkede deltagerne helt fantastisk meget og skabte en masse godt tv. Der manglede ikke noget. Men Blachman er en fantastisk dommer, og der er mange, der tænker på netop Blachman, når man nævner "X Factor", siger Jan Lagermand Lundme.

Navnet på den sidste dommer vil blive afsløret på fredag klokken 12 ved et pressemøde i Nyhavn.

/ritzau/

Et tredje men hemmeligt navn står klar i kulissen til at udfylde den sidste plads i X Factors dommerpanel. Navnet bliver afsløret på fredag.

Offentliggjort Sidst opdateret