DR: Ny X Factor-farezone er nervepirrende
Dette års X Factor får nu en endnu mere spændende farezone, hvor deltagerne skal synge en personlig "Save me"-sang i håbet om at gå videre.
Sangkonkurrencen X Factor kommer i denne niende sæson til at stille højere krav til deltagerne end tidligere. DR har nemlig valgt at indføre en såkaldt "Save me song", som X Factor-programmer i andre lande allerede har prøvet af.
- Vi vil gerne gøre årets X Factor endnu mere spændende og få folk endnu længere ud på kanten af stolene. Nu bliver farezonen endnu mere overraskende og personlig, siger underholdningschef i DR, Jan Lagermand Lundme.
Og det, der skal få publikum og seere til at bide neglene endnu længere ned, er en ændring i farezonen, hvor de to deltagere, der har fået færrest stemmer, kæmper for overlevelse i konkurrencen.
I de otte foregående sæsoner har de to deltagere i farezonen skullet synge deres sang én gang til, men i år prøver DR noget nyt. Hver deltager har nemlig på forhånd selv valgt en ny sang, som giver dem chancen for at vise en anden side af deres talent.
Hvilke sange, der er blevet valgt af deltagerne, vil de dog endnu ikke løfte sløret for. Men uden at nævne titler vil Jacob Bering, der deltager i voksenkategorien, gerne fortælle om sin redningssang.
- Jeg har valgt en "Save me song", som har en catchy melodi og var et hit i slutningen af 2015. Og så er det en sang, hvor jeg kan relatere til teksten. Faktisk endnu mere, end jeg troede til at starte med, siger 23-årige Jacob Bering, der allerede før første liveshow på fredag er blevet kendt for sin afslappede tøjstil og væremåde.
22-årige Alex, som synger i kategorien for unge, har valgt at spille på følelserne med sin "Save me song". Han fortæller, at det er en kærlighedssang, som samtidig frembringer et særligt minde hos ham.
- Det er en virkelig rørende sang, som tager mig tilbage til en dag for et par år siden, hvor jeg øvede og optrådte med den sammen med mine bedste venner. Det var en god dag, så lige præcis den sang er det perfekte valg for mig, siger Alex.
Fredag aften vil publikum og seere få mulighed for at høre redningssange fra de to deltagere, der ender i farezonen. Herefter er det op til dommerne at afgøre, hvem der fortjener at gå videre til næste uge.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde