Dronningen har brugt tid på særlig hobby under corona

Dronning Margrethe samarbejder med blandt andre sangerinden Nanna Øland - kendt under kunstnernavnet Oh Land - på balletopsætningen af "Snedronningen". Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mens hele verden har været lukket ned, og mange opgaver har været udskudt og sat på pause, har dronning Margrethe haft mere tid til at dyrke sin kreativitet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Intet har været, som det plejer det seneste halvandet år - heller ikke for den danske dronning, der har måttet udskyde både fødselsdagsfejring, statsbesøg og rejser.

I stedet har dronning Margrethe - ligesom alle andre - haft langt mere tid derhjemme.

Og den har hun især brugt på en særlig hobby, fortæller hun til Ritzau.

- Det har givet mig tid til at lave ting, som jeg ellers ikke har haft så meget tid til, og det har blandt andet været broderi. Det kan man jo sidde så stille og rart med.

- Og når man har lidt mere tid, end man plejer at have, så når man lidt mere af det. Men ellers så har jeg holdt mig lidt mere stille, fortæller hun.

Tirsdag havde majestæten første arbejdsdag på balletforestillingen "Snedronningen", som hun for anden gang skal lave scenografien til. Og det er dejligt at være på en arbejdsplads igen, medgiver hun.

- Det er en fantastisk oplevelse at være med i sådan et arbejde og være en del af et hold og vide, at man har et rigtig stort ansvar.

- Når man har kastet sig ud i det, må man gå hele vejen og følge med i alle de detaljer, man kan. Det er en rigtig dejlig oplevelse, og jeg glæder mig meget til det, siger hun.

Tiden op mod jul bliver dermed travl for majestæten, der ud over sin tjans som scenograf i Tivoli også skal på statsbesøg i Tyskland.

- Der er travlt i år, men jeg har jo heller ikke bestilt dagens gerning omtrent i det sidste halvandet år, hvor hele verden har været lukket ned, så nu kommer der til at ske noget, forklarer hun.

Allerede fra barnsben har dronningen haft en særlig interesse for kunst og kultur.

- Det er nogle af de ting, der altid har optaget mig meget, og så har jeg fået den fantastiske chance ikke mindst her i Tivoli i de seneste adskillige år at få lov at være med i sådan nogle opgaver.

- Det er en stor udfordring, men sandelig også en dejlig oplevelse hver gang, siger dronningen.

Det er 20 år siden, at den danske dronning første gang udfoldede sine kreative evner i Tivoli, men spørger man hende, hvor længe hun vil blive ved, må hun svare pas.

- Det ved man jo ikke. Vi tager et år ad gangen.

Dronning Margrethe står for anden gang bag scenografien til balletopsætningen af "Snedronningen". Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dronning Margrethe havde tirsdag første arbejdsdag på opsætningen af "Snedronningen", som er baseret på H.C. Andersens kendte eventyr. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dronningen har tidligere fortalt, at hun tror, de kreative udfoldelser er med til at "holde én lidt yngre i hovedet end ellers". Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det er 20 år siden, at dronning Margrethe første gang udfoldede sine kreative evner i Tivoli. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix