Du kan motionere dig til en sundere hjerne

Motion holder hjernen sund gennem hele livet. Og faktisk kan motion ligefrem få områder af hjernen til at vokse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ingen hemmelighed, at motion er godt for både krop og sind. Og det er velkendt, at man frigiver en cocktail af signalstoffer som endorfin, dopamin og adrenalin, når man bevæger sig.

Men faktisk er motion også med til at holde hjernen sund hele livet.

- Folk, der motionerer, har nedsat risiko for demens, Alzheimers og forstyrrelser i hjernens blodforsyning, siger overlæge Bente Klarlund, der er professor ved Københavns Universitet og leder af Center for Aktiv Sundhed.

- Så rent statistisk nedsætter man risikoen for hjernedegenerative sygdomme, siger hun.

Forskning har desuden vist, at der er en såkaldt dosis-respons-sammenhæng. Det betyder, at jo mere motion, jo større forebyggende effekt.

- Hvis man dyrker intens motion en time hver dag, vil effekten alt andet lige være større, end hvis man går en halv time. Men lidt er bedre end ingenting, siger Bente Klarlund.

Der er mange årsager til, at hjernen mister funktioner og kapacitet med alderen. Men alene ved at motionere mindsker du risikoen for demens med 30 procent. Og det er ikke den eneste gode nyhed.

Hvis du trækker i træningstøjet, mindsker du nemlig samtidig risikoen for en lang række livsstilssygdomme - herunder hjerteproblemer og sukkersyge.

- Motion er på forunderlig vis en fællesnævner for alt, hvad der virker positivt både i forhold til livsstilssygdomme og hjernen, siger Steen Gregers Hasselbalch, der er professor og overlæge ved Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet.

Forskerne mangler viden om, præcis hvorfor hjernen er glad for motion. Men det virker - og opskriften er relativt simpel:

- Man skal helst lave en blanding af konditionstræning og styrketrækning. Og man skal helst blive forpustet, siger Steen Gregers Hasselbalch.

Forskning har endnu ikke kortlagt, om nogle typer motion er bedre end andre. Så hvis du vil holde hjernen sund, behøver du ikke bruge så meget krudt på at tænke over, om yoga, fodbold eller svømning er bedst.

- Men der skal en vis hyppighed til, så man skal helst træne et par gange om ugen, siger professoren.

Han har selv været involveret i et forskningsprojekt, hvor man satte folk med tidlig demens og Alzheimers til at motionere intenst tre gange om ugen, mens en anden kontrolgruppe ikke motionerede.

- Dem, der trænede, fik det psykisk bedre end dem, der ikke trænede, og de blev mindre irritable og deprimerede. Men der var også en effekt på koncentration, responstid og andre kognitive funktioner. Så hjernen blev kort sagt kvikkere af motionen, siger han.

/ritzau fokus/