En koncert i St. Louis fredag aften udviklede sig til noget rigtig duelort for det populære amerikanske rockband Kings of Leon.
Ifølge den amerikanske musikhjemmeside nme.com sendte en flok duer kaskader af fugleklatter mod gruppens medlemmer fra deres plads under Verizon Amphitheatres tagkonstruktion.
En af klatterne ramte bassist Jared Followill i ansigtet, og en del af den hvide substans endte sågar i munden på ham. Det blev for meget for familiemedlemmerne i Kings of Leon, der valgte at afbryde koncerten.
- Vær ikke vred på Jared, det er det forpulede koncertsteds skyld. Det kan godt være, at I nyder at blive skidt på, men det gør vi ikke. Undskyld til alle, der var rejst langt, skrev trommeslager Nathan Followill efterfølgende på Twitter.
Før koncerten havde arrangørerne fortalt bandets repræsentanter, at der under tidligere sommerkoncerter havde været problemer med de uartige duer. Og Kings of Leon blev bestemt heller ikke skånet.
- Jared blev ramt adskillige gange i løbet af de første to sange, siger Kings of Leons talsmand, Andy Mendelsohn, der forsøger at forklare bandets fugleflugt:
- Det er ikke kun ulækkert, det er en giftig sundhedsrisiko. De forsøgte virkelig at fortsætte.
Kings of Leon, der har vundet global popularitet med storladne og ørehængende rocknumre, kunne forinden betragte, hvordan opvarmningsnavnene The Postelles og The Stills kæmpede mod fjerkræenes klatregn:
- Vi troede det var løgn, da vi så, hvordan The Postelles og The Stills så ud efter deres optræden. Vi ville ikke aflyse koncerten, så vi kastede os ud i det. Vi forsøgte at spille. Det var latterligt, skriver bandet i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet