Ekskæreste beretter om R. Kellys vold og ekstreme kontrol
R. Kellys ekskæreste fortæller i retten, at han udøvede hård kontrol og vold over for hende, da hun i en alder af 17 år blev kærester med ham. Foto: Jane Rosenberg/Reuters
Jane Rosenberg/Reuters
I en retssag mod R. Kelly fortæller en ekskæreste, at sangeren straffede hende, hvis hun ikke adlød ham.
En tidligere kæreste til R. Kelly fortæller mandag i retten, at hendes fem år lange forhold til den amerikanske R&B-sanger var præget af hyppig vold og kontrol med alt, hun foretog sig.
Kvinden, der omtales som Jane Doe, er indkaldt som vidne af anklagemyndigheden i en retssag mod R. Kelly, der begyndte i New York City i sidste uge.
Her står den 54-årige grammyvinder over for anklager om blandt andet at have misbrugt mindreårige seksuelt i årevis.
Jane Doe, der er det amerikanske navn for en anonym kvinde, fortæller til nævningene, at R. Kelly regelmæssigt tjekkede hendes mobiltelefon for at sikre sig, at hun ikke sladrede til sine venner om deres forhold.
Forholdet begyndte i 2015, da Jane Doe var 17 år.
Hun fortæller også, at sangeren "straffede" hende for ulydighed. Blandt andet ved at slå hende så hårdt, at slagene efterlod mærker og rifter.
- Jeg blev straffet næsten hver anden eller tredje dag, fortæller hun i retten i Brooklyn.
Den i dag 23-årige kvinde fortæller også, at R. Kelly i 2017 tvang hende til at få en abort, som hun ikke ønskede, efter at han havde gjort hende gravid.
Retssagen mod R. Kelly, hvis borgerlige navn er Robert Sylvester Kelly, har været længe undervejs og ventes at vare adskillige uger.
Han nægter sig skyldig i alle ni anklagepunkter mod ham.
Blandt anklagerne er, at han stod i spidsen for en ring af mennesker, der rekrutterede unge piger. En del af ringens arbejde bestod i at isolere piger og kvinder og gøre dem "finansielt afhængige af R. Kelly", lyder det.
R. Kellys forsvarsadvokat, Nicole Black Becker, har tidligere sagt, at sangerens påståede ofre er tidligere "groupies", der med tiden er blevet "hadske".
R. Kelly, der blandt andet står bag kæmpehittet "I Believe I Can Fly", risikerer at blive idømt fængsel på livstid, hvis han kendes skyldig.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde