Ekspert til Thomas: Hav is i maven

Hurtigt op, hurtigt ned. En nytårsraket har en flot men kort levetid. Det samme siger musikekspert Henrik Marstal om det typiske forløb for en talentshowssangers karriere. Men måske er der håb forude.

- Al erfaring viser, at de fleste deltagere i talentshows ender med at få en fyrværkerikarriere, men Thomas har en klar vision om at lave et album med egne sange, siger Henrik Marstal, der har en ph.d. i musikhistorie.

Vinderen af X Factor, Thomas Ring Petersen, har selv været ude at sige, at han har 40-50 sange liggende klar i skrivebordsskuffen.

- Hans sange er formentlig blevet til i løbet af en periode på otte-ti år, og hvis han møder en god producer, der kan finde ind til det gode i ham, så kan det godt være, at han kan lave et album, der er okay, lyder vurderingen fra Henrik Marstal.

For musikeskpertens synspunkt, er det alfa og omega, at den syngende skolelærer ikke fristes til at lave en hurtig popplade med en tilfældig X Factor-dommer. Fra Henrik Marstal lyder rådet klart og tydeligt.

- Hav is i maven, Thomas. Du skal ikke sige ja til det første og bedste, du skal vente til de rigtige mennesker, der kan hjælpe dig med en klar kunstnerisk profil, siger musikeksperten, der ikke udelukker, at Thomas Ring Petersen kan få en god karriere.

/ritzau/

X Factor-vinderen skal ikke sige ja til det første pladetilbud, han får. Det mener musikekspert Henrik Marstal.

Offentliggjort Sidst opdateret