Det er ikke kun de danske tv-seere, der lader sig begejstre over den simple måde at føre tilværelsen på, som tv-bonderøven Frank Erichsen præker i sine programmer på DR2.
Serien er netop blevet kåret som det bedste europæiske public service tv-format af den europæiske sammenslutning af nationale public service-tv-stationer, EBU.
- Det er en ung mand, der lever et simpelt liv på sin gamle nedslidte gård, hvor han ønsker at realisere sin drøm. Og programmerne er lavet lige så rene og simple som indholdet: Med én kameramand og Frank Erichsen.
Sådan lyder begrundelsen for at vælge netop "Bonderøven", der har været i konkurrence med programmer fra de i alt 86 tv-stationer i EBU, som er fordelt over 56 lande.
- Rigtig mange europæiske kolleger var begejstrede for enkeltheden sat sammen med programmets inderste mission om at få seeren til at forholde sig til sit eget liv, siger Rikke Lauridsen, der er redaktør på "Bonderøven".
Det var i forbindelse med det såkaldte Eurovision Forum i Genève i Schweiz, at kåringen fandt sted. Her blev de syv bedste formater blandt EBU-medlemmerne kåret.
Og DR2 kan ikke alene prale af førstepladsen. Det blev nemlig også til en tredjeplads med sexundervisningsprogrammerne "I seng med DR2".
- Førstepladsen til "Bonderøven" og tredjepladsen til "I seng med DR2" viser, at der trods alt er lyspunkter af autenticitet i en tv-verden, der ellers domineres af købte, plagierede eller stjålne koncepter af mere eller mindre udspekuleret karakter, siger DR2's kanalchef, Arne Notkin.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde