Eva Perons stjålne smykker fundet i Milano

Det italienske politi har fundet smykker og juveler fra en samling, der engang tilhørte den argentinske præsidentfrue Eva Peron, på et luksushotel i Milano. Smykkesamlingen blev for to år siden stjålet i Spanien.

Smykkerne, der anslås at have en værdi på cirka 45 millioner kroner, omfatter blandt andet diamantringe samt en tiara, som Eva Peron havde fået af den hollandske kongefamilie.

Kriminalpolitiet i Milano oplyser, at gæsten i det hotelværelse, hvor smykkerne blev fundet, har taget flugten. Han er del af en gruppe af kriminelle fra Serbien, som tidligere har gjort sig bemærket ved at udstede falske pengesedler.

Ved at udgive sig som sheiker og investorer fra Mellemøsten formåede tyvene for knap to år siden at overtale ejerne af smykkeforretningen Joyas Sofia i Valencia til at sælge dem smykkesamlingen, som forretningen havde købt fra Perons arvinger.

Under et møde i december 2009 bad tyvene de ansatte i Joyas Sofia om at placere smykkerne på et bord, mens tyvene talte de 10 millioner euro op, som var prisen for samlingen.

- Men en medsammensvoren havde gemt sig under bordet. Han byttede de ægte eurosedler ud med falske sedler for næsen af de ansatte, fortalte kriminalkommissær Antonino Bolognani på politiets pressemøde i Milano onsdag.

Da personalet fik mistanke om svindelen, greb tyvene smykkerne og tog benene på nakken. I maj 2010 pågreb spansk politi seks personer fra den kriminelle gruppe, mens det italienske politi anholdt én person.

Da politiet brød ind i hotelværelset i Milano undslap den person, som befandt sig på værelset, men han efterlod omkring trefjerdele af de stjålne smykker.

Eva Peron, bedre kendt under navnet Evita, døde af kræft i 1952. Tre år senere blev hendes mand, præsident Juan Peron, væltet ved et kup. Han vendte tilbage fra sit eksil og blev igen præsident i Argentina 1973, men døde året efter.

/ritzau/Reuters

Det italienske politi har fundet dele af den tidligere argentinske præsidentfrues smykkesamling

Offentliggjort Sidst opdateret