Facebookkrig om Zulu Sommerbio

Flere danske provinsbyer med Helsingør og Horsens i spidsen har indledt en regulær krig på Facebook for at få Zulu Sommerbio til byen. Og selv svenskerne er gået ind i kampen

TV 2 Zulus har udskrevet en Facebookkonkurrence, hvor en by kan vinde det omrejsende filmshow for en aften. Dermed bliver det i år ikke kun de fire største danske byer, der får glæde af Zulu Sommerbio.

Facebookkonkurrencen har indtil nu formået at engagere ikke færre end 177.000 brugere på Facebook. 120 byer har meldt sig i feltet.

- I år ønskede vi at involvere så mange som overhovedet muligt. At give folk noget sjovt at gå op i og samles om. Derfor valgte vi at sætte en Sommerbio-aften i spil og lade kampagnen starte på zulu.dk og Facebook, siger Line Holten Sichmann, der er marketingchef i TV 2 Networks Promotion.

Senest er det Helsingborg i Sverige, der har meldt sig i konkurrencen. Lokalavisen City Helsingborg opfordrer sine læsere til at støtte op om Helsingørs kandidatur og dermed få Zulu Sommerbio så tæt som muligt på den svenske Øresundsby.

- Zulu har igen vist, at kanalen har en stor evne til at skabe opmærksomhed og komme i engageret dialog med tusindvis af seere og brugere, siger programchef Maiken Wexø, TV 2 Networks.

Konkurrencen om at vinde Zulu Sommerbio til sin by slutter 15. juni kl. 12.00. Vinderbyen får besøg af sommerbiografen søndag den 1. august.

/ritzau/

177.000 Facebookbrugere har meldt sig ind i kampen om at få Zulu Sommerbio til deres by.

Offentliggjort Sidst opdateret