FAKTA: Mindst fem kongehuse har været ramt af corona

Prins Christian på 15 år er blevet smittet med coronavirus på sin skole. På billedet ses fra venstre prinsesse Josephine, kronprinsesse Mary, prinsesse Isabella, prins Christian, prins Vincent og kronprins Frederik. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Prins Christian er smittet med covid-19, men det danske kongehus er langtfra det første med coronavirus.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prins Christian, der er nummer to i den danske tronfølge, er bekræftet smittet med coronavirus.

Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

Det fremgår ikke, om den 15-årige prins, som er den ældste af kronprins Frederik og kronprinsesse Marys fire børn, har nogen symptomer på covid-19.

Prinsen er langtfra det eneste medlem af en kongelig familie, som er bekræftet smittet med coronavirus.

Få overblik over coronatilfælde i andre kongelige familier her:

* Den svenske kongefamilie:

- Prins Carl Philip og hans hustru, prinsesse Sofia, blev i november testet positive for coronavirus. Den 41-årige prins, som er nummer fire i den svenske tronfølge, og den 36-årige prinsesse havde milde influenzasymptomer.

* Den britiske kongefamilie:

- Prins Charles på 71 år blev bekræftet smittet med virusset i marts. Han har oplyst, at han har haft et mildt sygdomsforløb.

- Prins William på 38 år, der er den ældste af Charles' sønner, blev bekræftet smittet i april. Han fik kun milde symptomer.

* Den belgiske kongefamilie:

- Prins Joachim blev testet positiv for covid-19 i maj, efter at han havde deltaget i en fest under nedlukning i Spanien. Den 28-årige prins har undskyldt for at have deltaget i festen.

* Monacos fyrstendømme:

- Prins Albert II, der er 62 år, fortalte i midten af marts, at han var testet positiv for coronavirus.

- Jazmin Grace Grimaldi, der er prins Alberts ældste datter, blev i juli bekræftet smittet med coronavirus. 28-årige Jazmin Grimaldi, der bor i USA, blev indlagt med covid-19, efter at hendes symptomer forværredes. Hun er siden blevet udskrevet.

Kilder: BBC, SVT, Brussels Times, monacolife.net, Billed-Bladet og The Independent.