Falstring bliver ny dommer i X Factor
Foto: Pernille Rosendahl bliver ny dommer i X-Factor.
Pernille Rosendahl bliver ny dommer i X-Factor.
Sangerinden Pernille Rosendahl, der stammer fra Nykøbing, bliver den tredje og sidste dommer i den nye sæson af X Factor.
Endnu en gang er der dømt pandehår i dommerpanelet, når optagelserne til X Factor går i gang om knap to uger. DR bekræfter nu rygterne om, at sangerinden Pernille Rosendahl, der stammer fra Nykøbing, skal afløse Infernal-sangerinden Lina Rafn som dommer.
Lina var som dommer blandt andet kendt for sine mange vekslende frisurer, heriblandt forskellige varianter med pandehår.
For et par år siden satte stilikonet Pernille Rosendahl nærmest landsdækkende trend blandt unge kvinder med at lade lokkerne gro ned i ansigtet. Så der bliver atter hår i øjnene, når X Factor går i luften.
Med den endelige bekræftelse af Rosendahl som dommer er hele X Factor-holdet nu på plads. Popsnedkeren Remee fortsætter som dommer og får ud over Pernille Rosendahl selskab af producer Carsten "Soulschock" Shack.
Også posten som vært på programmet er blevet besat. Det bliver den tidligere P3-vært Signe Muusmann, der kommer til at afløse den sædvanlige vært, Lise Rønne, som er gravid og skal føde til marts.
Den nye dommer Pernille Rosendahl har ry for at have en elitær tilgang til musikken som kunst. Derfor var der til det sidste tvivl om, hvorvidt hun ville medvirke i et folkeligt underholdningsprogram som X Factor. Pernille Rosendahl vil mange nok huske som forsanger i det nu hedensgangne band Swan Lee.
- Jeg glæder mig meget til at være med. Som musiker appellerer det stærkt til mig at kunne være fødselshjælper for nogle helt unge talenter og hjælpe dem til at udvikle deres styrke som kunstnere mest muligt, siger Pernille Rosendahl om sin nye tjans.
DR's underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme, er begejstret over, at han har fået Pernille Rosendahl med på holdet.
- Hun er en markant og visionær kunstner, der sammen med sine bands i høj grad har været med til at forny dansk musik. Og samtidig kender hun også til det at kæmpe hårdt og kompromisløst for gennembruddet, siger han.
Optagelsesprøverne til X Factor skydes i gang i Musikhuset i Århus den 28. oktober. Og den 1. november rykker hele molevitten så til København, hvor der er optagelsesprøve i DR Byen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker