Familien venter på sextiltalte Polanski

Den sexanklagede filminstruktør Roman Polanski bliver efter planen i dag overført fra et fængsel i Zürich til sin alpehytte uden for Gstaad i Schweiz. Her skal han sidde i husarrest og vente på svar, om han skal udleveres til retsforfølgelse i USA.

Ifølge nyhedsbureauet AP har den 76-årige Polanskis familie installeret sig i hytten for at kunne tage imod instruktøren. Han har siddet fængslet siden slutningen af september.

Det var en journalist fra AP, som så børnene Elvis på 9 år, Morgane på 16 år og Polanskis hustru, den franske skuespiller Emmanuelle Seigner, kigge ud gennem hyttens vinduer.

Her kunne de se, hvordan en hob af pressefolk og nysgerrige tilskuere havde taget opstilling uden for hytten, formentlig for at få et glimt af instruktøren, når han ankommer senere i dag.

Polanski sidder varetægtsfængslet, fordi myndighederne i USA vil have ham udleveret til retsforfølgelse. Han er tiltalt for i 1977 at have haft sex med en kun 13-årig pige. Polanski har ikke været i USA siden 1978 for at undgå at blive anholdt.

Sidst i september klappede fælden så alligevel, da schweizisk politi på baggrund af en international arrestordre anholdt instruktøren. Han blev varetægtsfængslet, så han ikke kunne stikke af, inden spørgsmålet om udlevering var blevet afgjort.

I sidste uge bestemte højesteret i Schweiz så, at den 76-årige instruktør skulle løslades fra sin fængselscelle. I stedet skal han afvente afgørelsen om udlevering i sin alpehytte i Gstaad.

Her vil Polanski blive overvåget af en elektronisk fodlænke, som slår alarm til myndighederne, hvis instruktøren forlader hytten. Fodlænken sladrer også, hvis Polanski forsøger at tage den af.

I sidste uge oplyste de schweiziske myndigheder, at Polanski nok allerede ville blive overført mandag. Men sagen har trukket ud, og nu ser det ud til, at Polanski først fra i dag kan komme til at nyde udsigten over de schweiziske alper og samværet med sin familie.

/ritzau/

Roman Polanskis franske skuespillerkone og parrets to børn venter i familiens alpehytte på, at den sexanklagede instruktør slipper ud af fængslet.

Offentliggjort Sidst opdateret