Finalister spår tæt X Factor-afslutning

Men deltagerne har kun rosende ord tilovers for hinanden.

- Vi er alle meget stærke på hver vores måde, og vi er virkelig meget forskellige. Men jeg aner ikke, hvem der vinder. Det er op til Danmark og ingen andre, siger feltets yngste, Line, og fortæller, at hun ikke bryder sig om ordet "konkurrenter".

- Privat er Ida og jeg jo nærmest blevet søstre. Vi kæmper på ingen måde mod hinanden. Jeg ønsker det bedste for Ida, og jeg ved, at hun ønsker det bedste for mig, siger Line.

For 31-årige Sveinur, der er showets rockstjerne, har alle tre finalister noget særligt at byde på, og for ham er "musikken vinderen" uanset finalens udfald.

- Jeg synes, det er to meget dygtige piger, men de ligger jo meget langt fra det, jeg laver, siger han.

- Det er fedt for finalen, at vi er så forskellige, og vi er alle enige om, at showet ikke skal bære præg af, at det er en konkurrence. For når det kommer til musikken, taler vi alle samme sprog, tilføjer færingen.

Finalens sidste deltager, Ida, tryllebandt dommerne ved den allerførste audition og har hjemmebane i Herning. Selvom bookmakerne har den 17-årige som favorit, er intet givet, mener hun.

- Hjemmebanen, tror jeg ikke, har noget at sige, og det er meget svært at skulle spå om en vinder.

- Line er en fantastisk sangerinde, der har vokalen med sig, og Sveinur er for vild og har sin helt egen måde at gøre tingene på. Derfor kommer det til at afhænge af smag og behag hos seerne, og hvem der har en rigtig god dag i morgen, siger Ida.

/ritzau/

Når Sveinur, Ida og Line fredag aften går på X Factor-scenen for sidste gang, bliver der ifølge de tre kamp til stregen om den eftertragtede pladekontrakt, der tilfalder vinderen.

Offentliggjort Sidst opdateret