Flemming Bamse Jørgensens liv bliver filmatiseret
Anders W. Berthelsen står foran sit livs rolle. Den 52-årige skuespiller skal foruden en fysisk transformation til rollen også selv synge alle Bamses sange i filmen. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Flemming Bamse Jørgensen skal portrætteres af Anders W. Berthelsen i den første film om musikkoryfæet, der døde i 2011. Også Lars Ranthe er på rollelisten.
Den folkekære musiker Flemming Bamse Jørgensen bliver omdrejningspunktet i den kommende film "Bamse", der vil fortælle historien om den populære danske musiker, der døde i 2011.
Hovedrollen som Bamse vil blive spillet af 52-årige Anders W. Berthelsen, der også får selskab af blandt andre Lars Ranthe og Johannes Nymark på rollelisten.
Det oplyser filmproduktionsselskabet Nimbus Film i en pressemeddelelse.
Bamse, der nok var bedst kendt som forsanger i Bamses Venner, står bag en lang række danske hits fra 1970'erne og frem.
Hans musikkatalog tæller hits som "Vimmersvej", "I en lille båd der gynger" og nummeret "Tænker altid på dig", som han i 1980 vandt Dansk Melodi Grand Prix med.
Filmen beskrives som et feelgood-drama, som går bag om livet på sangeren og hans livslange stræben efter sin fars anerkendelse.
Som spæd blev Bamse bortadopteret til et direktørægtepar. Faren ønskede, at Bamse skulle overtage familiens fabrik, men Bamse havde helt andre planer.
Nimbus Film skriver i pressemeddelelsen, at Anders W. Berthelsen står foran sit livs rolle. Den 52-årige skuespiller skal foruden en fysisk transformation til rollen også selv synge alle Bamses sange i filmen.
- Som så mange andre er jeg vokset op med Flemming Bamse Jørgensens musik og stemme. Men hans livshistorie kendte jeg ikke før, og her blev jeg virkelig ramt, udtaler Anders W. Berthelsen.
- Hans kamp for at få lov til at være her og høre til er meget rørende og vedkommende. Og jeg er meget beæret over at få lov til at fortælle hans historie, og jeg går til det med den dybeste respekt, siger han.
Alle optagelser foregår i Aarhus, hvor Flemming Bamse Jørgensen boede hele sit liv.
Filmen instrueres af Henrik Ruben Genz og ventes at få biografpremiere 12. januar 2023.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned