Flo Rida: Succes giver mig frihed

Foto: Chris Young/AP

Musikken er en blanding af hiphop, pop og dance og det har givet Flo Rida utallige fans verden over.

Offentliggjort Sidst opdateret

Og selvom bukserne hænger i passende rapper-højde og diamanterne i ørerne kun overgås i størrelse af den gigantiske halskæde, som ligger på rapperens skød, mens han sidder tilbagelænet i en lænestol, er det ikke pengene, damerne eller livet i sus og dus, der driver ham frem.

- Når man får så stor succes, som jeg har nu, får man mulighed for at give det videre, fortæller Flo Rida, med det borgerlige navn Tramar Dillard, til Ritzau.

- Jeg har startet mit eget pladeselskab, hvor jeg kan hjælpe nye talenter frem. Jeg har en velgørenhedsorganisation, en fodboldskole og en forening, der hjælper belastede børn med at blive i skolen, fortæller hitmageren om alt det, han laver ved siden af sin egen musik.

Det betyder nemlig en masse for Flo Rida, at han kan give noget positivt til verden. Ligesom han selv som barn fik støtte af sine forældre. Selvom han voksede op i ghettoen, lærte moren ham tidligt, at han ikke behøvede at blive et ghetto-barn.

Og den måde at anskue verden på, har fulgt rapperen lige siden.

- Jeg vil gerne inspirere mine fans. For alle kan opleve hårde tider, hvor vi har det svært, men jeg har oplevet, at med hårdt arbejde og en positiv attitude, kan jeg komme igennem de svære tider med hovedet højt, forklarer Flo Rida.

Derfor er den positive tone på Flo Ridas nye album "Wild Ones" også helt bevidst.

- Jeg ved godt, at mange gangsterrappere har en hård attitude udadtil, men jeg ønsker, at folk skal høre mit album og smile - og at de skal smile, når de går fra mine koncerter. Det er dén slags kunstner, jeg gerne vil være, siger den 32-årige verdensstjerne.

Mandag aften optræder Flo Rida ved Voice '12-koncerten i Tivoli.

/ritzau/