Forfatter: Toni Morrison skrev gribende og vedkommende
Verden fik øjnene op for nu afdøde forfatter og nobelpristager Toni Morrison (på billedet) med "Salomons sang" fra 1977. Hun fokuserede på slaverihistorie og racisme, og hendes værker er absolut stadig relevante i dag med debat om hvid overlegenhed, mener digter Mette Moestrup. (Arkivfoto). Foto: Don Emmert/Ritzau Scanpix
Don Emmert/Ritzau Scanpix
Nobelpristager Toni Morrison døde mandag. Hendes værker om især racisme er fortsat vigtige, mener forfatter.
Nobelpristager Toni Morrison skrev gribende og vedkommende, og hendes nyskabende skrivestil sikrede hende en plads i mesterskabsklassen blandt verdens forfattere.
Det mener digter og forfatter Mette Moestrup.
- Hun er en af de allerstørste forfattere fra min samtid og har bidraget med en lang række ekstremt vigtige værker. Det er nyklassikere i vores samfundslitteratur.
- Det var samtidig tanker, der kom meget tidligt, om racisme og hvidhedskritik. Hun havde samtidig en blændende og helt sin egen stilistik, der gjorde hende nyskabende rent skønlitterært, siger hun.
Afroamerikanske Toni Morrison døde mandag aften i New York på Montefiore Medical Center efter en kort sygdomsperiode. Hun blev 88 år.
Hun var forfatter og essayist. Værkerne handlede ofte om emnerne slaveri, racisme, vold, overgreb og forholdet mellem mor og søn.
Det er ifølge Mette Moestrup opsigtsvækkende, at Morrison turde skrive om så stærke temaer allerede i 1970'erne. Selv om der er gået længe siden da, har Morrison formået at vedblive at være relevant ved at skrive sig ind i nutidige samfundsdebatter.
- Hun har skrevet helt uafrysteligt om racisme både i historisk kontekst med den amerikanske slaverihistorie relateret til nutidens racisme.
- Akkurat inden hendes død var der netop hvid terror med skyderier og mange dræbte i USA. Temaerne i hendes værker er på den måde desværre stadig højaktuelle, siger hun.
Hun henviser til, at der sidste weekend var masseskyderier i USA, der har kostet 31 personer livet.
Den formodede gerningsmand til det ene af skyderierne menes på forhånd på nettet at have advaret om en "latinamerikansk invasion".
Allerede i 1977 fik verden øjnene op for Morrison som forfatter. Det skete med "Salomons sang", der som så mange gange siden tog udgangspunkt i en afroamerikansk person.
I dette tilfælde er det en mand, der søger sin egen identitet i familiens voldelige og slaveundertrykte historie.
Bogen læste Mette Moestrup på litteraturhistorie-studiet. Særligt historiernes opbygning og vilde persongallerier gjorde indtryk.
- Jeg blev slået i gulvet af en tematisk styrke kombineret med en stilistisk kraft.
Morrison modtog i 1993 den prestigefulde Nobelpris i litteratur. Hun var den første sorte kvinde nogensinde til at modtage den pris.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned