Frodo rapper i Beastie Boys-kortfilm

Selvom Adam Yaunch, der er en tredjedel af rapgruppen Beastie Boys, har rigeligt at se til med sin cancersygdom, forhindrer det åbenbart ikke den produktive raptrio i at lave nye narrestreger med en række amerikanske kendisser.

Elijah Wood, Orlando Bloom, Seth Rogen, Jack Black og Will Ferrell er ifølge IMDB bare nogle af de højtprofilerede, amerikanske skuespillere, der deltager i en ny kortfilm fra Beastie Boys.

Den nye film bliver en slags opfølger til deres musikvideo til deres hit fra 1986, "(You Gotta) Fight For Your Right (to Party!), hvor en flok unge mennesker holder fest, mens deres forældre er udenbys.

I genindspilningen finder man ud over ovennævnte Susan Sarandon, der spiller børnenes mor, mens Chloë Sevigny, Kirsten Dunst og Ted Danson alle er at se på den omfattende liste over optrædende i kortfilmen.

Filmen, der er 30 minutter lang og instrueret af den cancerramte Adam Yaunch, får premiere på årets Sundance Festival i denne uge.

Man kan se den komplette liste over deltagende skuespillere på filmhjemmesiden IMDB: http://www.imdb.com/title/tt1791504/fullcredits#cast

/ritzau/

Foto: a75/ZUMAPRESS.com

Sammen med Orlando Bloom, Will Ferrell og Seth Rogen optræder Elijah Wood i en ny Beastie Boys-kortfilm.

Offentliggjort Sidst opdateret