Fru Fogh giver danselektioner i Bruxelles

Tidligere statsministerfrue og deltager i "Vild med dans" Anne-Mette Rasmussen er i gang med at pudse dansetrinene af.

På fredag giver hun fif til, hvordan man fyrer den af i en vals og rumba i Nato's hovedkvarter i Bruxelles.

- Det er et velgørenhedsbal, hvor vi samler penge ind til kvinder i Afghanistan. Vi underviser gæsterne i cha-cha-cha og sætter gang i festen. Så fortsætter ballet, og folk har en god aften, hvor pengene går til et godt formål, fortæller hun.

Hun indtager dansegulvet sammen med sin dansepartner, Thomas Evers Poulsen, fra "Vild med dans". Sammen vil de danse fire forskellige danse til festen, der har plads til 200 Nato-ansatte inklusive ledsagere.

Festlighederne er ikke forbeholdt de høje herrer i det militære hovedkvarter, forklarer fruen til Natos øverste chef, generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.

- Det er for alle ansatte i Nato. Hvad enten du arbejder i kantinen eller er general. Det er først til mølle, der gælder, siger Anne-Mette Rasmussen til Ritzau.

Det er ikke første gang, at Nato's hovedkvarter genlyder af klikkende hæle og valsemusik frem for militære strategier. I december stod Anne-Mette Rasmussen og Thomas Evers for første gang i spidsen for et lignende velgørenheds- og dansearrangement.

/ritzau/

Anne-Mette Rasmussen er så vild med dans, at hun fredag giver lektioner på de bonede gulve sammen med sin dansepartner, Thomas Evers Poulsen.

Offentliggjort Sidst opdateret