Gå foreningen efter i sømmene før du køber andel
Brug tid på at læse regnskaber og referater fra generalforsamlingen, når du skal købe andelsbolig. Og husk, at du gerne må fortryde køb af løsøre.
Generalforsamlingsreferater, vedligeholdelsesplaner og nøgleoplysningsskema.
Du støder med garanti på mange komplicerede ord i jagten på en andelsbolig, men du kan med fordel sætte dig grundigt ind i dem.
At købe en andel kan nemlig være en kompliceret affære.
Det fortæller Jørgen Munksgaard Rasmussen, boligøkonomisk ekspert ved Videncentret Bolius, og Mette Haagensen, juridisk konsulent hos EjendomDanmark.
Du skal huske tre ting, inden du skriver under.
1) Pas på overpriser
Det sværeste ved at købe andelsbolig er at se, hvornår man betaler for meget, forklarer Mette Haagensen.
Der kan nemlig komme forskellige slags tillæg oven i andelsprisen, for eksempel i form af løsøre som et klædeskab.
Man har ikke pligt til at købe løsøre, men det kan være et krav fra sælger, hvis vedkommende skal vælge dig som køber. Til gengæld kan du så fortryde det bagefter.
- Man underskriver aftalen og venter, indtil begge parter har underskrevet. Så meddeler man sælger, at man fortryder købet af løsøret.
Du skal melde fortrydelse inden overtagelsesdagen. Du kan deponere købesummen uden den andel, der er løsøret. Beløbet vil ofte stå i overdragelsesaftalen.
Nogle sælgere vil brokke sig, siger Mette Haagensen, men de må ikke annullere handlen.
2) Den tekniske pris
Et afgørende nøgletal er den tekniske pris. Den er sammensat af prisen på selve andelen og købers andel af foreningens fælles gæld, forklarer Jørgen Munksgaard Rasmussen.
- En forening med ti lejligheder og en gæld på ti millioner betyder, at der er en gæld i hver lejlighed på én million. Og den gæld er fælles for foreningen, så det skal man holde øje med.
Boligen kan have en lav købspris, men en høj teknisk pris, fordi der er meget gæld i foreningen, som du på et tidspunkt kan komme til at være med til at afdrage.
En teknisk pris har været lovkrav siden 2015. Den kan bruges til at sammenligne med andre tilsvarende lejligheder.
3) Få styr på økonomien
Få fat i referatet fra de seneste generalforsamlinger samt årsregnskabet. Se efter, om kommende vedligeholdelsesprojekter kan betyde en stigning i huslejen, anbefaler Mette Haagensen.
Du skal tjekke i årsregnskabet, hvilke lån foreningen har optaget. Swaplån er eksempelvis blevet set som grimme lån, men det kommer an på foreningens økonomi, lyder det.
- At der er mange lån, eller at det er risikable lån, betyder ikke nødvendigvis noget dårligt. Har foreningen røde lån, men masser af friværdi, så gør det ikke så meget.
Andelsforeningens friværdi viser, hvor stor en del af foreningens værdi der er belånt, og dermed, hvor stor gæld foreningen har.
- Er der ingen friværdi, så har du en forening, som har en dårlig økonomi, i hvert fald hvis det er en dårligt vedligeholdt ejendom. Så friværdien indikerer, hvor solid foreningen er, siger Mette Haagensen.
Det er vigtigt at sætte sig godt ind i foreningens økonomi og vide, at den er sund.
- Det er for at sikre, at man ikke er ved at købe sig ind i en nødlidende forening. Det kan i værste fald betyde, at den må gå konkurs, og så taber man sit indskud.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned