Gyldendal nupper ny topmand fra Det Kongelige Teater
Teaterchef på Det Kongelige Teater Morten Hesseldahl (th.) bliver ny administrerende direktør i Gyldendal. Foto: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen
Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen
Teaterchef Morten Hesseldahl er ny direktør i Gyldendal, hvor han erstatter afgående Stig Andersen.
Gyldendal udnævner ny administrerende direktør. Det er Morten Hesseldahl, nuværende teaterchef i Det Kongelige Teater, skriver Gyldendal i en meddelelse.
Morten Hesseldahl erstatter tidligere direktør Stig Andersen, der har tegnet Gyldendal siden 1999. Det blev dog i slutningen af 2017 meddelt, at Stig Andersen ville gå på pension.
- Jeg er meget glad for at få denne enestående lejlighed til at forvalte både Gyldendals arv og fremtid. Litteratur, læsning, sprog er altafgørende for udviklingen af vores samfund og for samværet mellem mennesker.
- Udfordringerne fra markedet og i større forstand fra den tid, vi lever i, gør, at vi måske skal tænke anderledes end tidligere, men det bør ikke forandre forlagets grundlæggende opgave: at udgive god, væsentlig og vigtig litteratur, skriver Morten Hesseldahl i meddelelsen.
Morten Hesseldahl tiltræder sin stilling senest den 1. maj.
Gyldendal er Danmarks klart største forlag og med et stiftelsesår i 1770 også et af de ældste.
Morten Hesseldahl er dog langt fra uerfaren, når det kommer til store, danske kulturinstitutioner.
Hans nuværende stilling som teaterchef på Det Kongelige Teater kom efter, at han i flere år var kulturdirektør i Danmarks Radio. Før det var han direktør for Dagbladet Information.
Ud over direktørposterne er Morten Hesseldahl medlem af bestyrelsen i Det Obelske Familiefond og Kungeliga Operan i Stockholm.
- Det har været magtpåliggende for Gyldendals bestyrelse at finde en person, der både har sans for, hvad der rører sig i samfundet og blandt mennesker, sans for kulturelt lederskab og endelig anerkendelse af de forretningsmæssige vilkår, dette involverer, skriver bestyrelsesformand i Gyldendal Poul Erik Tøjner i meddelelsen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet