Halvdelen har overset en cyklist: Bliv set af bilisten

Ifølge Cyklistforbundet ser bilisterne ofte reflekserne tydeligere end cykellygterne. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Pangfarver og reflekser kan gøre en essentiel forskel for trafiksikkerheden for de bløde trafikanter i de mørke måneder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver mørkere og mørkere, i takt med at efteråret indtager det ganske danske land.

Og det kan få fatale konsekvenser.

Næsten halvdelen af de adspurgte bilister i en ny Kantar Gallup-undersøgelse for Gjensidige Forsikring er endt i en farlig situationen, fordi de har overset en cyklist i de mørke måneder.

FDM Sjællandsringen har testet, hvad der vækker mest opsigt bag rattet. Og det gør refleksvest og -bånd om arme og ben.

- Øjnene er gode til at fange bevægelser end noget, er der mere statisk, siger afdelingschef Michael Malmquist fra FDM.

- Det er ikke altid nok at holde sig til de lovpligtige krav og holde på sin ret som den bløde trafikant. Det kan ende fatalt. Så anti-camoufler dig.

Selv om lovpligtige cykellygter skal kunne ses tydeligt fra mindst 300 meters afstand, så kan lyset ende i et visuelt miskmask af spejlinger og de øvrige lys fra gader og stræder.

Der gør reflekser en essentiel forskel, understreger Rådet for Sikker Trafik.

- Det vil enhver bag rattet sige, siger chefkonsulent Pernille Ehlers.

Ifører du dig reflekser, ses du fra 130-140 meters afstand i bilens nærlys og fra 400 meters afstand i fjernlys.

Har du - mod lovgivningen og al sund fornuft - ikke reflekser eller lys på, bliver du først set på 25-40 meters afstand, hvis der ikke er nogen gadelygter.

Det svarer til få sekunder bag rattet.

- Mange går i sort tøj, og så er man ekstra svær at se. Bilister har en tendens til at fokusere på de modkørende bilers lys, når man kører på en mørk vej.

- Og så er situationen endnu værre, advarer Pernille Ehlers.

Hun peger også på refleksvesten som mest optimal. Overfladen er stor og kan ses fra alle sider.

Alternativt så hav en refleksbrik- eller et bånd i lommen, som du kan hive ud.

Det er vigtigt at placere dem frit- og lavthængende.

- Bevægelsen fanger øjet, og den lave placering sikrer, at bilens lyskegler hurtigt rammer refleksen, pointerer Pernille Ehlers.

Faktisk sker de fleste ulykker, når det er lyst eller tusmørke.

På de tidspunkter er det pangfarver som skriggul, -orange eller -grøn, som springer i øjnene.

Faktisk har et forsøg fra Aalborg Universitet vist, at cyklister iført pangfarver halverer risikoen for at blive påkørt.

Pernille Ehlers fremhæver igen refleksvesten, men nævner også en farverig cykelhjelm eller et farverigt halstørklæde eller overslag til tasken.

- Det er det, man lægger mærke til. Også fra lang afstand. Det oplevede jeg selv i sommer, hvor jeg cyklede meget ude på landet iført skriggul jakke.

- Jeg kunne simpelthen mærke forskel: Bilisterne satte farten mere ned, siger Pernille Ehlers.

/ritzau fokus/