Hangover 2 sagsøgt på grund af tatovering

Manden bag Mike Tysons karakteristiske ansigtstatovering i den populære film "The Hangover" har sagsøgt filmselskabet Warner Bros. for at have brugt lignende ansigtskunst på en af karaktererne i den kommende komedie "The Hangover: Part II".

S. Victor Whitmill, der har vundet priser for sit tatovørarbejde, kalder Mike Tysons ansigtstatovering for "en af de mest markante tatoveringer i nationen" og beder om et forbud mod udgivelsen af den længe ventede efterfølger til komediefilmen "The Hangover".

Det er Ed Helms karakter, der har en lignende tatovering i filmen, som udkommer i USA den sidste weekend i maj. Det skriver hjemmesiden Toronto Sun.

- Da Whitmill lavede tatoveringen, gik Tyson med til, at designet og dermed ophavsretten på den originale tatovering ville tilhøre Whitmill, står der i klagen, som torsdag blev indgivet til en domstol i Missouri.

- Warner Bros. har, uden at forsøge at kontakte Whitmill for at få hans tilladelse, kopieret hans originale tatovering og placeret den i ansigtet på en skuespiller. Denne uautoriserede brug af den originale tatovering udgør en ophavsretlig krænkelse, står der videre.

Filmselskabet vil ikke kommentere på sagen.

/ritzau/

Warner Bros. sagsøges af manden bag Mike Tysons ansigtstatovering, da han mener, de har kopieret den.

Offentliggjort Sidst opdateret