Hårdtslående action-babe træt af stempel

Hollywood-skuespillerinden Michelle Rodriguez erkender, at hun har lukket sig selv inde i en bås, og at hun nu vil gøre alt for at slippe af med stemplet som den evige action-babe.

- Jeg er træt af at spille rollen som den grumme kælling, der altid bærer et våben og bare ønsker at lave huller i folk, siger hun.

Rodriguez er især kendt for actionprægede roller i film som "The Fast and the Furious", "S.W.A.T" og "Avatar", men også i den populære tv-serie "Lost" spillede hun en hårdtslående furie.

- Det er min egen skyld. Hver gang der kom et tilbud om en romantisk film eller en feminin rolle af nogen art, tænkte jeg, "virkelig, hvorfor mig, når der er så mange andre, der kan udfylde den rolle meget bedre end mig," siger hun.

I den nye storfilm "Battle: L.A", der netop nu topper biografhitlisterne i USA, udfylder den 32-årige skuespillerinde endnu engang rollen som soldat, men denne gang i en mere forfinet udgave som nørdet flyvevåbens-tekniker.

- Jeg elsker at afspejle styrke. Men fra nu af skal det være mindre maskulint. Jeg er trods alt en pige, så fra nu af skal det være mere feminin kraft, der skal komme fra mig. Ikke nødvendigvis seksuel kraft, bare mere feminin, siger hun.

/ritzau/

Michelle Rodriguez vil ud af rollen som den evigt pistolsvingende hardhitter.

Offentliggjort Sidst opdateret