Haven i januar: Udnyt juletræet og tag forskud på foråret

Beskæring kan være lettere at klare om vinteren, hvor der ikke er blade på grenene til at forstyrre udsynet. (Arkivfoto). Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Hvis kulden mindsker lysten til at lufte de grønne fingre, får du her eksperternes råd til, hvordan du alligevel gør noget godt for din have i januar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Årets første måned er måske ikke den mest oplagte til en tur i haven, men det betyder ikke, at havearbejdet behøver at ligge stille.

- Januar er sådan en sjov måned med hensyn til havearbejde, for man ved ikke rigtig, om det er vinter eller sent efterår vejrmæssigt, siger Berit Rørbøl, der er anlægsgartner og landskabsarkitekt hos Videnscentret Bolius.

Jorden risikerer både at være frossen eller våd, og derfor anbefaler haveeksperten, at januar især bruges på at se fremad mod den kommende sæson.

- Kig ud og overvej, om haven mangler noget i forhold til form eller farve, siger hun og følger op:

- Hvis man kun har løvfældende buske, skal man måske have noget mere stedsegrønt ind, eller måske trænger haven til noget, der blomstrer allerede i februar.

På den måde kan indkøbene klares i god tid, og planlægningen bliver især vigtig, når det gælder køkken- og urtehave.

Ligesom med landmandens marker kan jorden i køkkenhaven nemlig blive udpint, hvis nært beslægtede afgrøder plantes de samme steder år efter år.

- Hvis du for eksempel har haft ærter, så skal du ikke sætte bønner det samme sted næste år, ligesom kål og kartofler også er nært beslægtede, forklarer Berit Rørbøl.

Samtidig hjælper det årlige sædskifte også mod skadedyr, da forskellige skadedyr søger mod forskellige former for næring. Derfor holder man dem lettere i skak, hvis de ikke får lov at mæske sig i de samme afgrøder hvert år.

Ifølge Gerda Duelund, der er gartner på Duelunds Planteskole, kan det endda lette arbejdet flere år ud i fremtiden, hvis man får sin plan ned på skrift.

- Den plan, du har lagt den ene år, kan du jo vende tilbage til året efter, siger hun.

Januar er dog også tid for andet end forårsforberedelser, og blandt andet kan man passende beskære æble- og pæretræer.

Begge eksperter foreslår desuden at udnytte det brugte juletræ, som ikke behøver at ende på lossepladsen.

Grenene fra træet kan nemlig bruges omkring blomsterne som et værn mod kulde, fortæller Gerda Duelund.

- De kan især være guld værd at få stukket grene ned ved roserne, siger hun og forklarer, at grenene beskytter podestedet, som ligger nær jordoverfladen, mod kulde.

- En rose, der ikke er dækket og har sit podested for højt, risikerer simpelthen at dø i en hård vinter.

I tilfælde af sne er det også vigtigt, at man sørger for at beskytte græsplænen mod sneskimmel.

Det er en svampeinfektion, som går i græsset, hvis det er for fugtigt og for tæt presset.

- Rødderne bliver ødelagt af denne her svamp, og så kan græsset blive dødt og gult, når det begynder at gro igen, siger Berit Rørbøl.

Hun anbefaler derfor, at man ikke går på plænen mere end højst nødvendigt, hvis der er sne, mens det også altid er en god idé at fjerne blade og holde græsset kort.

/ritzau fokus/

Bolius anbefaler, at man begynder med grønsager, der er lette at dyrke, når man anlægger sin første køkkenhave. Det kan være afgrøder som salat, gulerødder, krydderurter eller rødbeder. (Arkivfoto). Foto: Bjarke ørsted/Ritzau Scanpix