Heidi Klum og Seal jubler over ny datter

Supermodellen Heidi Klum fødte forleden en datter. Det bekræfter barnets far, sangstjernen Seal, nu over for magasinet OK efter flere dages intens rygtedannelse på internettet.

Lou Sulola Samuel, som den lille ny hedder, er parrets tredje barn og kom til verden i fredags på Cedars-Sinai-hospitalet i Los Angeles.

Ud over lille Lou har Heidi Klum og Seal sønnerne Henry på fire og Johan på to år. Derudover har Heidi en fem-årig datter, Leni, fra et tidligere forhold med den italienske forretningsmand Flavio Briatore.

Den blonde supermodel og den mørke sanger med det arrede ansigt og den populære stemme har tidligere meldt ud, at den lille ny bliver deres sidste barn. Heidi Klum er 36 år, og Seal er 10 år ældre.

Naturligvis er forældreparret overvældet af lykke over familieforøgelsen.

- Fra det øjeblik, hun så os i øjnene, var det evig kærlighed ved første blik. Hun er smukkere, end ord kan beskrive, og vi er lykkelige over, at hun valgte os til at skulle se hende vokse de kommende år, siger Seal til OK.

- Det er svært at forestille sig, at man kan elske endnu et barn som dem, man allerede har. Enhver, der har en familie, vil spørge sig selv: Hvordan kan jeg føle endnu mere kærlighed? Fredag den 9. oktober 2009 klokken 19:46 fik vi svaret på dette spørgsmål i form af vores fjerde barn, vores anden datter, skriver den tyskfødte topmodel og tv-vært på sin hjemmeside.

Ligesom sine børn vil Klum nu tage Seals efternavn Samuel.

Heidi Klum har tidligere fortalt, at Lenis far, Flavio Briatore, har valgt ikke at have noget med sin datter at gøre. Derfor anser hun Seal som barnets far, og sangeren har da også adopteret den lille pige.

Heidi fandt sammen med Seal, mens hun var gravid og umiddelbart efter, at hun havde brudt med Briatore tilbage i 2004.

/ritzau/

Foto: MICHAEL GERMANA/PA Photos

Superparret Heidi Klum og Seal har fået en datter. I forvejen har de to sønner sammen, og Heidi har en datter fra et tidligere forhold.

Offentliggjort Sidst opdateret