Heppende Keld Heick til Vild med dans: Mere nervøs end Hilda
Keld Heick og datteren Annette Heick er mødt op til årets premiere i "Vild med dans" for at heppe på Hilda Heick. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
- Hvis hun går videre i fire-fem programmer, så ved jeg, hun er tilfreds, lyder det fra den kendte musikant.
Dansktopsangerinden Hilda Heick skriver historie i årets udgave af "Vild med dans".
Med sine 74 år er hun den ældste til nogensinde at gå på gulvet i den populære dansedyst.
I premiereprogrammet kaster hun og partner Michael Olesen sig ud i en cha-cha-cha.
På tilskuerpladserne sidder gemalen Keld Heick naturligvis, og han er med egne ord endnu mere nervøs end Hilda.
- Jeg kan jo ikke gøre noget. Jeg kan kun sidde og håbe på, at hun gør det rigtigt. Men hun går så meget op i det. Hun vil det så gerne, understreger Keld Heick.
- Det vil gøre ondt, hvis hun ikke klarer det godt - men det tror jeg, hun gør, for hun har været hamrende flittig. Hun har danset, danset og danset, siger han.
Ifølge Keld Heick har Hilda øvet sig i timevis derhjemme - faktisk har han til tider slet ikke kunnet få hende til at gå i seng om aftenen, fortæller han.
Han håber, det giver pote blandt publikum, seerne og ikke mindst de fem dommere.
- Hvis hun går videre i fire-fem programmer, så ved jeg, hun er tilfreds, lyder det fra Keld Heick.
Han har dog ikke ageret dansepartner hjemme i privaten, når Hilda har øvet sine trin - han er selv blevet spurgt en del gange, om han ville være med i "Vild med dans", men han har sagt definitivt nej, fortæller han.
- Jeg kan ikke danse, og jeg vil ikke være den nye Allan Simonsen. Al ære og respekt til ham - han var en skidegod fodboldspiller - men danser, det var han ikke, lyder det fra Keld Heick.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde