Hjemmekontoret gør det værre: Få styr på sviende øjne

Tørre øjne, et sløret syn og hovedpine er de tre gener, som Profil Optik hyppigst oplever blandt deres hjemmearbejdende kunder under nedlukningen. Det fortæller Gitte Sørensen, der er optiker og falig chef hos Profil Optik. (Arkivfoto) Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Husk at blinke, og placer din skærm korrekt, hvis du vil dine trætte øjne til livs på hjemmekontoret.

Offentliggjort Sidst opdateret

Du skal huske at blinke, når du drejer fra på motorvejen, men du skal i den grad også huske at blinke med øjnene, hvis du tilbringer størstedelen af dagen på hjemmekontoret.

- Mange hjemsendte bruger mere tid foran skærmen, og det kan føre til irriterede øjne, siger Nina Jacobsen, der er overlæge i Afdeling for Øjensygdomme på Rigshospitalet.

Årsagen er, at du blinker mindre, når du sidder foran skærmen, hvilket får øjnene til at tørre ud. Faktisk blinker du normalt omkring 15 gange på 30 sekunder, men når du sidder foran skærmen, kan den frekvens komme helt ned på omkring et eller to blink per halve minut, forklarer Gitte Sørensen, der er optiker og faglig chef hos Profil Optik.

Og det gør altså, at øjnene ikke bliver smurt eller fugtet, som de ellers ville, hvilket resulterer i irritation og svie.

- Nogle gange kan øjnene også løbe i vand, hvilket kan lyde paradoksalt, når øjnene er tørre, forklarer Nina Jacobsen.

Mens børn og unge under 30 år risikerer at udvikle nærsynethed ved for meget nærarbejde, så er det ikke tilfældet for voksne over 30 år. Men de tørre, irriterede øjne kan du døje med uanset alder, og det kan være generende nok, forklarer Nina Jacobsen.

Sidder du meget foran skærmen, så begynd - meget simpelt - med at blinke noget mere.

Sørg også for at indlægge pauser i løbet af arbejdsdagen på hjemmekontoret, hvor du kigger væk fra skærmen, ligesom du automatisk vil gøre det på arbejdspladsen, når en kollega eksempelvis taler til dig.

For at lykkedes med det, kan du prøve at efterleve 20-20-20-reglen, anbefaler Gitte Sørensen.

Her skal du holde en pause hvert 20. minut, hvor du i 20 sekunder kigger på noget andet end din skærm. Derudover skal det, du kigger på, gerne være på 20 fods afstand, som svarer til seks meter.

- Når man kigger så langt væk, får man stimuleret muskulaturen, og man undgår at spænde op, som det ellers sker, når man kigger på noget tæt på, forklarer Gitte Sørensen.

Sørg også for, at dine øjne har de bedste betingelser for ikke at blive belastet unødigt, når du sidder foran skærmen hele dagen.

Placer eksempelvis din skærm på et sted, hvor den ikke er med til at reflektere sollyset eller lyset fra en loftslampe, da det kan være generende faktorer, der får dig til at misse med øjnene.

- Man kan også forstørre skriftstørrelsen på skærmen, hvis man sidder og kniber øjnene sammen, når man læser, foreslår Gitte Sørensen.

Hjælper ingen af ovenstående råd, kan du købe dråber på apoteket, som du kan dryppe øjnene med.

/ritzau fokus/