Hold øje: Børn kan møde krænkere på gaming-sider
De børn, som er udsatte i den fysiske verden, er også mere udsatte på nettet. Det gælder både i forhold til digital mobning fra klassekammeraterne, men også afpresning og børnelokkeri. (Arkivfoto) Foto: Wolfgang Rattay/Reuters
Wolfgang Rattay/Reuters
Nogle spilplatforme bruges primært af børn - og fordi forældrene sjældent kigger med, kan platformen udnyttes af voksne med skumle intentioner.
De fleste forældre følger med, når barnet har første legeaftale et nyt sted.
Mange forældre er også blevet opmærksomme på at følge med, når ungerne får den første telefon eller tager deres første skridt på sociale medier.
Men når det kommer til gaming, står mange børn alene, fortæller Jon Kristian Lange, der er seniorrådgiver hos Red Barnet og ekspert i børns digitale liv.
- Mange børn bruger gaming som et socialt medie, hvor man chatter og taler sammen i headset. Samtidig spiller de også med fremmede. Derfor kan de opleve ubehagelige ting, ligesom alle andre steder på nettet, siger han.
Det kan både være mobning og grimt sprogbrug, men det kan også være ubehagelige voksne, som bliver fortrolige venner med barnet gennem spiluniverset.
- Nogle spil er især populære blandt yngre børn. Så hvis nogen vil snyde, tale intimt eller gøre sig til venner med en 9-11-årig, er en stor gruppe samlet der, siger Christian Mogensen, der er specialiseret i gaming og digitale fællesskaber hos Center for Digital Pædagogik.
- Og de ved, at forældrene sjældent kigger med, tilføjer han.
Det betyder ikke, at du skal frygte gaming eller fare ind og rive stikket ud af computeren. Men følg med, som hvis barnet var optaget af fodbold.
- Vi oplever, at børnene gerne vil snakke om spillet, men bliver mødt af korslagte arme hos forældrene. Det betyder ikke, at barnet holder op med at game, de fortæller bare ikke forældrene om det, siger Christian Mogensen.
Drop undskyldningen om, at du ikke forstår spillet. Spørg i stedet ind til, hvem barnet spiller med, hvad spillet går ud på, og hvordan det går.
- På den måde hjælper du barnet til at navigere og blive en kritisk mediebruger, frem for at det bliver en hemmelighed, som barnet er alene med på værelset, siger Christian Mogensen.
Tag også en snak om gaver. For nogle prøver at lokke børnene ved at betale for skins, nye våben eller andre ting i spillet.
- Forældrene ville have en holdning, hvis barnet fik en gave fra en fremmed voksen i skolegården. Det skal vi også have snakket om i den digitale verden, siger Christian Mogensen.
For alt det sociale rundt om spillet er i virkeligheden ikke så anderledes fra den fysiske verden.
- Det handler om, at man som forælder viser, at man er til stede - uanset om det er til fodbold, i skolegården eller på nettet, siger Jon Kristian Lange.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker