Hold øje med vejret og få succes med svampejagten
Selv om de fleste svampe inden for rørhat-familien er spiselige og uskadelige, skal du kun spise svampe, hvis du er 100 procent sikker på, hvad du har fat i, siger naturvejleder Jes Aagaard. (Arkivfoto) Foto: Nikolaj Buchardt/Ritzau Scanpix
Nikolaj Buchardt/Ritzau Scanpix
Kombinationen af vand og varme er guf for svampene, som myldrer frem i de danske skove.
Med en kurv over armen og væbnet med lidt tålmodighed kan du kvit og frit plukke fra skovbundens spisekammer.
Og når vejret byder på både vand og varme, som vi ser det nu, er det bare med at slå til.
Det er nemlig en kombination, der lokker svampene frem.
- Svampene er lunefulde, og man kan ikke bare regne med, at de er der, fortæller Thomas Laursen, som har virksomheden Wildfooding, hvor han plukker urter og planter til restauranter.
- Det er ligegyldigt, hvordan vejret er på dagen, hvor du plukker. Det er langt mere interessant, hvordan vejret har været i dagene op til. Når vi har haft vand, så får vi masser af svampevækst, forklarer han.
Det gør sig særligt gældende i den tidlige sensommer. Jo længere hen på sæsonen vi kommer, jo mere vand er der i jorden, og derfor er svampevæksten mere stabil, når vi når hen omkring oktober.
Som nybegynder bør du holde dig til nogle enkelte typer af svampe, som du ved, at du kan genkende, lyder rådet fra naturvejleder Jes Aagaard fra Naturstyrelsen.
Han foreslår, at du går efter karljohansvampe, som tilhører rørhat-familien, og kantareller, da de er forholdsvis lette at identificere med en god svampebog ved hånden.
- Lige nu er der kantareller, og om lidt kommer tragtkantarellerne. De almindelige kantareller er smørgule og meget karakteristiske. Og så har de gaffelformede lameller - altså ribberne på undersiden af hatten, siger Jes Aagaard.
Uanset hvilke svampe du plukker, skal du dog være opmærksom på, hvilke andre svampe de kan minde om.
Når det gælder kantarellerne, bør du være opmærksom på ikke at forveksle den med almindelig netbladhat, som kan give den kraftige allergiske reaktion anafylaktisk schok.
Rørhattene - som eksempelvis karljohansvampe - har et svampet væv på undersiden i stedet for lameller. Og her kan du få rigtig meget svamp for din indsats, for karljohansvampene kan blive rigtig store.
Naturvejleder Jes Aagaard råder til, at du generelt lader nogle svampe stå, når du sanker, så de næste besøgende også kan få glæde af skovens spisekammer.
Er du kommet hjem med nogle lækre svampe i kurven, foreslår Thomas Laursen, at du kan grille dem, så de bliver sprøde. Eller du kan ryge dem.
- Så kan man skære dem i skiver og servere oven på en salat. Det giver god umamismag i stedet for kød, siger Thomas Laursen, som også er forfatter til "Vild mad i køkkenet".
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet