Høst skaldyr og urter og lav din egen suppe på stranden

Ved at varmebehandle østers og muslinger, inden du spiser dem, er du sikker på at dræbe virus og bakterier. Men opvarmningen hjælper ikke mod algegifte og kemiske forureninger. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efteråret er et oplagt tidspunkt at gå på jagt efter skaldyr og sanke vilde urter på stranden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skaldyr er en bekostelig delikatesse at sætte tænderne i. Men med efteråret er dørene blevet slået op til det maritime spisekammer.

Og I kan snildt få et helt måltid - ganske gratis - ud af en hyggelig aktivitet på stranden.

- Jeg ved ikke, hvad barrieren er for danskerne, men det er svært at få folk ud at samle skaldyr selv, fortæller Anita Hansen, som er biolog hos Dansk Skaldyrcenter, som hører under Institut for Akvatiske Ressourcer på DTU.

- Det er enormt tilgængeligt, vi er omringet af vand, men det er fremmed for mange af os, siger hun.

Anita Hansen afholder blandt andet østerssafari, og hvis man er utryg ved at kaste sig ud i at høste skaldyr, kan det være en idé at tage med en guide ud den første gang.

Efteråret er et godt tidspunkt at debutere i waders.

- I alle måneder, der indeholder bogstavet "r", kan man høste blåmuslinger, strandsnegle, østers og hjertemuslinger. Og så kan man jo lave sig en lækker skaldyrsuppe, siger Julie Swane, som er forfatter til bøgerne "Sank" og "Høst ved havet".

Om sommeren er det en god idé at lade muslingerne være. Der er nemlig risiko for, at muslingerne har spist giftige alger.

Og så er der også det hensyn, at muslinger og østers gyder om sommeren, og derfor er det en god idé at lade dem være.

Inden du kaster dig ud i at plukke muslinger, skal du altid tjekke Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Fødevarestyrelsen holder øje med en række områder i de danske farvande, og de bliver kun åbnet for fiskeri og høst efter muslinger, hvis der er taget prøver, der ikke viser tegn på giftige alger, algegifte og mikrobiologiske forureninger.

Derudover kan vejret også påvirke vandkvaliteten. Har der været regn eller storm, kan vandet være meget plumret og svært at orientere sig i.

Når du har styr på vind og vand, foreslår Julie Swane at pakke en trangia - altså en gryde og et gasblus - og tilberede måltidet direkte på stranden.

- Skaldyrene er ofte, hvor der er sten, de kan sidde på. Det er bedst at gå lidt ud i vandet, hvor der er gennemstrømning. Vandet skal ikke stå helt stille, siger hun.

Strandsnegle er næsten alle vegne. Du tager dem af sten, skrubber dem let og koger dem i vand i fire-fem minutter. Så drejer du dem ud af sneglehuset med en kødnål eller en tandstik.

Derudover kan du nemt plukke friske strandurter til suppen.

- Man kan finde strandbede ved havet, de står store og flotte lige nu. Man kan også være heldig at være et sted med salturt, siger Julie Swane.

Biolog Anita Hansen foreslår, at du kigger efter strandkål. Du kan også plukke strandarve, som har en mild agurkeagtig smag og kan bruges som frisk garniture.

- Du kan også tage den med hjem og sylte den som agurk eller rødbede, tilføjer hun.

/ritzau fokus/

Hvis du har plukket muslinger, der er åbne, så skal de lukke sig ved et let slag på skallen. Lukker de sig ikke helt, skal de kasseres. Når muslingerne er kogt skal de omvendt have åbnet sig - ellers skal de også kasseres. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vil du være helt sikker på at undgå virus og bakterier fra østers og muslinger, skaæ de varmehandles, så de har været oppe på 100 grader i et minut, skriver Fødevarestyrelsen. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix