Iben Hjejle: Jeg er ikke den person, jeg spiller

Foto: JOHANSEN LINDA

Det er svært at ryste folks billede af, hvem man er som person - specielt når de kender mere til den person, man er på fjernsyn, end den man er privat. Men det er nu en gang den pris, man må betale, hvis man er en god skuespiller.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det har Iben Hjejle, der er aktuel i hovedrollen som kriminalreporteren Dicte Svendsen i TV2's nye krimiserie "Dicte", måtte sande efter at have spillet med i flere populære tv-serier.

- Jeg bilder mig selv ind, at min fremmeste opgave som skuespiller er at agere som et rigtigt menneske. Medmindre man skal spille en elv i et eller andet fantasy-halløj, siger hun til Ritzau.

- Så jeg prøver at få det menneskelige aspekt frem med de følelser og erfaringer, jeg har. Men det er nok også derfor folk tror - måske i højere grad end med andre - at de kender mig og ved, hvad jeg er for en person, tilføjer Hjejle.

Den 41-årige skuespillerinde, der nok er mest kendt for sin optræden som Casper Christensens kone både på skærmen og privat, afslører, at hun i virkeligheden ligger langt fra sin rolle Iben i den populære tv-serie "Klovn".

Men hun forstår godt, at folk tror, de kender hende, når filmbranchen er så lille, som den er i Danmark, og der kun findes et begrænset antal skuespillere, der optræder i de populære projekter.

- Selvfølgelig kan man se Iben i alle de roller, jeg har spillet. Man kender jo alle de skuespillere, der spiller med i det forskellige tv-serier og tænker: "Ja, det er klart, at han eller hun løser den opgaven sådan", vurderer hun.

Det ændrer dog ikke på, at den garvede skuespillerinde ikke altid har fundet det lige nemt at blive forvekslet med sine tv-personligheder.

- Jeg har forstået, at jeg ikke kan blive ved med at sige: "Sådan er jeg ikke. Det er bare noget, jeg leger", siger 41-årige Iben Hjejle.

- Så jeg er i de seneste par år så småt begyndte at sige: "Prøv at høre her. Jeg er meget stolt af at have været en del af den gigantiske succes, som Klovn er".

Hjejle fortæller dog, at hun stadig holder fast i, at hun ikke er det menneske, som hun portrætterer. Og det gælder også hendes nye rolle som Dicte Svendsen - til trods for at hun har meget tilfælles med kriminalreporteren.

"Dicte" begynder i aften på TV2 klokken 20.

/ritzau/