Ingen penge til psykologhjælp

Flere end 1000 elever på CELF og andre lokale ungdomsuddannelser har i løbet af de seneste fire år fået anonym psykologhjælp, der har hjulpet dem til at holde fast i deres uddannelse. Men 1. marts ophører den statslige finansiering og dermed ser rådgivningen af de mange unge ud til at forsvinde, når der ikke er flere penge til de tre psykologer, der løser opgaven i både Lolland og Guldborgsund kommuner.

Den udsigt har fået Dansk Folkepartis psykiatri- og sundhedsordfører Liselott Blixt til at stille spørgsmål til socialminister Karen Hækkerup, som nu har svaret.

Liselott Blixt spurgte blandt andet ministeren, om hun ville finde penge til fortsættelse af projektet. Her svarer ministeren, at der allerede er sat 37 millioner Satspulje-kroner af til at oprette eller videreføre den type projekter i 2011-2014, men at Lolland Kommune, der er den officielle bestyrer af ordningen, ikke har søgt denne pulje.
Administrerende direktør for Celf, Michael Bang oplyser, at fordi psykologordningen allerede har fungeret i to projektperioder, har det ikke været muligt at søge om penge til forlængelse endnu en gang.

- Som jeg er informeret, så har servicestyrelsen under Socialministeriet oplyst at en yderligere videreførelse ikke var mulig, skriver Michael Bang i en kommentar til den lukningstruede ordning.

 De deltagende skoler i psykolog-projektet holder møde i næste uge for at drøfte situationen.

Foto: Polfoto (arkiv)

Der er sat nye Satspuljepenge af til psykologhjælp for elever på erhvervsuddannelserne, men lokal ordning får ikke del i puljen.

Offentliggjort Sidst opdateret