Instruktør idømt fængsel i delikat sag

Manden bag film som "Die Hard", "Jagten på Røde Oktober" og "Predator", filminstruktør John McTiernan, er blevet idømt et års fængsel ved retten i Los Angeles.

Det sker i en delikat sag, hvor John McTiernan ifølge dommen har løjet under ed og afgivet falsk forklaring.

Sagen udspringer af John McTiernans forhold til den omstridte privatdetektiv Anthony Pellicano, der i øjeblikket afsoner en 15 år lang fængselsstraf for at drive ulovlig virksomhed for sammensværgelse og for ulovlig aflytning.

Tilbage i 2002 hyrede McTiernan Pallicano til at udspionere en producer, som arbejdede sammen med McTiernan på filmen "Rollerball".

John McTiernan er siden blevet afhørt af forbundspolitiet FBI i forbindelse med efterforskningen af Anthony Pellicano. Og i den forbindelse har McTiernan efter rettens opfattelse altså haft et for lemfældigt forhold til sandheden.

Det udløser ud over fængselsstraffen en bøde på 100.000 dollar og en prøveperiode på tre år. Det vil sige en form for betinget fængselsdom, som bliver udløst, hvis han igen begår noget kriminelt.

John McTiernan har dog fået lov til at blive på fri fod mod kaution, mens hans advokat forbereder en eventuel anke af dommen.

/ritzau/

Stjerneinstruktør har løjet over for FBI i forbindelse med efterforskning mod en privatdetektiv. Det koster nu fængsel.

Offentliggjort Sidst opdateret