Iron Man tjener mest af alle på lærredet

Foto: Joel Ryan/AP

Der skal med al sandsynlighed ædes nogle hatte hos dem, der havde forudset, at den til tider skandaleramte skuespiller Robert Downey Jr. kunne begrave karrieren for år tilbage.

Offentliggjort Sidst opdateret

At filmstjernen nu ligger på toppen af Forbes' årlige liste over de største lønninger blandt skuespillere må i hvert fald være bevis på, at den 48-åriges karriere på ingen måde er lagt i graven. Tværtimod.

Downey Jr. tjente nemlig hele 75 millioner dollar i perioden juni 2012 til juni 2013, og det er nok til at sikre ham førertrøjen på listen. De fleste af pengene kommer fra hans rolle i superheltefilmen "The Avengers", hvor han modtog en procentdel af biografindtægterne.

På andenpladsen finder man skuespilleren Channing Tatum, der især er kendt fra dansefilmen "Step Up" og actionkomedien "21 Jump Street". Han tjente beskedne 60 millioner dollar i samme periode.

Lige under Tatum må den ligeledes helteglade "Les Miserables"-stjerne Hugh Jackman finde sig i at nøjes med en indtjening på 55 millioner dollar. Det burde dog være nok til at få klippet håret til inden næste omgang "Wolverine" rammer biograferne.

/newspaq/