Irsk musiklegende dør - før danmarksturné

Det sker kun kort tid før irernes 50-års-jubilæumsturné med adskillige koncerter i Danmark på programmet - blandt andet i Musikhuset i Aarhus og Tivoli i København.

Barney McKenna - også kendt som "Banjo Barney" - var det sidste tilbageværende medlem af originalbesætningen i The Dubliners, som blev dannet på en røgfyldt pub i netop Dublin tilbage i 1962.

Blandt folkemusikanternes største succeser hører hits såsom "Whiskey in the Jar" og "Seven Drunken Nights".

Det vides endnu ikke, om at The Dubliners dropper deres forestående danmarksturné på grund af dødsfaldet. Men deres danske agent gennem næsten 20 år håber det bedste.

- Vi kan naturligvis ikke love noget endnu. Men jeg har en tro på, at gruppen vil ære og mindes McKenna ved at gennemføre koncerterne - helt i den nu afdøde musikers ånd, siger Carsten Svoldgaard i en pressemeddelelse.

The Dubliners, som har en stor fanskare her i landet, er vendt tilbage til Danmark adskillige gange siden begyndelsen af 1970'erne på grund af personlige venskaber.

Barney McKenna, som ofte nød sine fridage på Fanø, døde skærtorsdag.

/ritzau/

Den legendariske irske folkemusikgruppe The Dubliners har mistet sin mangeårige frontfigur, Barney McKenna, som er død i en alder af 72.

Offentliggjort Sidst opdateret