James Blunts farvel til melankolien

2010 var året, hvor den danske tennisdarling Caroline Wozniacki indtog førstepladsen på verdensranglisten, mens tv-baronessen Caroline Fleming gav Nicklas Bendtner hans første barn.

Men det var også året, hvor den engelske melankoliker James Blunt skiftede den akustiske guitar ud med en elektrisk. Resultatet blev et nyt album med flere rytmer, mere glæde og et foreløbigt farvel til den engelske "prince of pain".

- Jeg rejste meget, og en akustisk guitar er nemmere at rejse med. Men det betød også, at de sange, jeg skrev, nemt blev melankolske, stille og sørgelige, siger James Blunt, der efter to år på turné lukkede sig inde i studiet i mere end 12 måneder.

- Jeg gik i studiet, greb en elektrisk guitar og lavede larm. Og det var sjovt. Mit nye album er fyldt med energi, siger den engelske popsanger om albummet "Some Kind of Trouble", der udkom 8. November.

Et album, der er det tredje i rækken, og som blandt andet skal leve op til debutalbummet "Back to Bedlam", der solgte mere end 11 millioner eksemplarer verden over. Men det pres rører slet ikke den engelske musiker.

- Jeg skal ikke sælge en masse album, det er pladeselskabets opgave. Det vigtigste som musiker er, at du laver noget, du elsker. Jeg har været heldig, at mine albums har solgt, og at mine sange er blevet spillet i radioen, men placering på hitlisterne er bare en konkurrence, pladeselskaberne har lavet.

Til forskel fra debutalbummet, som James Blunt skrev alene, er "Some Kind of Trouble" et produkt af et samarbejde med blandt andet pladeproducenten Steve Robson og OneRepublic-forsanger Ryan Tedder.

Resultatet kan opleves live, når 36-årige Blunt tager på en omfattende verdensturne fra februar næste år. Danmark får dog ikke besøg af den engelske herre - i første omgang i hvert fald.

- Jeg har spillet i Danmark før, og jeg elsker det. Jeg håber, at danskerne nyder mit album og inviterer mig herop igen, for så er jeg her på sekundet.

/ritzau/

Han skal leve op til mere end 18 millioner solgte albums, men for James Blunt handler musik ikke om salgstal.

Offentliggjort Sidst opdateret