Julefrokostsæson: Så længe sidder snapsen i systemet
Der er ikke nogen promillegrænse for cyklister, men man må ikke være så beruset, at man ikke kan køre cyklen på en betryggende måde. Det kan give en bødestraf, oplyser politiet. Foto: Monkey Business Images/Free
Monkey Business Images/Free
Sjusserne fra julefrokosten kan sidde i kroppen, længe efter at man har slugt den sidste sildemad. Drop bilen, når du henter tømmermændsmad dagen efter.
Julefrokostsæsonen starter snart, og den årlige begivenhed kan sagtens sidde i både hoved og blod dagen efter.
Typisk vågner man efter færre timers søvn, end man har brug for efter en våd aften, fordi kroppen er dehydreret og dunker efter at få væskebalancen genoprettet.
Men de typiske tømmermændssymptomer som hovedpine, træthed og kvalme kan camouflere for en promille, der stadig er over grænsen på 0,5, advarer professor Jens Meldgaard Bruun, overlæge ved Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Randers.
- Man kan risikere ikke at have den samme fornemmelse af beruselse, fordi den bliver sløret af den almene dårligdom.
- Men hvis man satte sig ned og regnede efter, kan det være, at man stadig har en promille om morgenen. Men problemet er ofte, at de fleste ikke ved, hvor meget de fik at drikke, siger Jens Meldgaard Bruun.
Alkoholen fordeler sig i cirka 60 procent af kropsvægten hos kvinder, mens den fordeler sig i cirka 70 procent af kropsvægten hos mænd.
- Det betyder, at hvis en mand og kvinde med samme vægt drikker samme antal genstande, vil kvinden få en højere promille end manden, forklarer Jens Meldgaard Bruun.
En julefrokost byder ofte på tung, fedtrig og saltholdig mad, og især de tunge retter ændrer hastigheden, hvormed alkoholen optages i kroppen på.
Men uanset hvor meget mad, man spiser, og hvor meget vand, man drikker, er en genstand stadig en genstand. Derfor kan mange stadig have en promille dagen efter, pointerer Jens Meldgaard Bruun.
Det er blandt andet en af grundene til, at politiet som en del af sine julefrokostkontroller også er på vejene lørdag og søndag morgen og formiddag, siger politiassistent Christian Berthelsen fra Nationalt Færdselscenter.
- Vi ser desværre, at nogle kører ud efter morgenbrød, men stadig er spirituspåvirkede, fordi det simpelthen ikke er kommet ud af kroppen endnu.
- Vi ser også nogle, som måske har været kloge nok til ikke at tage bilen hjem, men tager ud og henter den næste dag. De kan stadig være spirituspåvirkede, hvis de får hentet den for tidligt.
I en undersøgelse, som Epinion lavede for Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden i første halvår af 2017, svarede 13 procent af de 1400 adspurgte, at de inden for det seneste år havde kørt bil, selv om de var i tvivl om, hvorvidt de havde drukket for meget - af dem svarede 25 procent, at det var dagen derpå.
- Nogle få er godt klar over, at de stadig er påvirkede, fordi de faktisk godt kunne mærke det, da de stod op. Men de fleste bliver voldsomt overraskede, når de bliver stoppet dagen efter med promiller i blodet, fortæller Christian Berthelsen.
- Det kan godt være, at nogle måske bare føler sig lidt rundtossede og tænker, at de nok bare er trætte, men rent faktisk er spirituspåvirkede og får sat sig ud i bilen, siger han og understreger, at træthed dagen efter også udgør en enorm færdselsrisiko.
Derfor er politiets budskab klokkeklart: Lad cyklen og bilen stå - også dagen efter.
- Der er så mange muligheder for at tage offentlig trafik, en taxa eller blive hentet og bragt, siger Christian Berthelsen.
Man kan regne sin cirka-promille ud ved hjælp af nedenstående formular:
Kvinder: alkohol i gram / (kropsvægten i kilo x 0,6) = promille.
Mænd: alkohol i gram / (kropsvægten i kilo x 0,7) = promille.
En genstand svarer til 12 gram alkohol.
Eksempel på promille for en kvinde på 60 kilo og en mand på 80 kilo, som har drukket fem genstande hver à 12 gram alkohol.
Kvinder: 60 gram alkohol / (60 kilo x 0,6) = 1,7 promille.
Mænd: 60 gram alkohol / (80 kilo x 0,7) = 1,07 promille.
Man forbrænder cirka 0,15 promille per time, så mandens promille vil efter fem timer være: 1,07 promille - (0,15 x 5 timer) = 0,3 promille.
Kvindens promille efter fem timer vil være: 1,7 promille - (0,15 x 5 timer) = 0,95 promille.
Eksemplet herover er baseret på, at manden drikker de fem genstande inden for en ganske kort periode - og efterfølgende stopper med at indtage alkohol.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Betjente mødt af spyt og skældsord
Sidste bil har passeret den gamle Storstrømsbro
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Jubel og glædestårer: Alle billederne fra bronzefejringen
Her er regeringens 21 ministre
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Spor blokeret på motorvej
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Kunde angreb ansatte i supermarked