Julen sætter din opvaskemaskine og ovn på prøve

Brug elkedlen fremfor kogepladen, tø maden op i køleskabet, og spred forberedelserne ud over flere dage. Der er mange måder at spare på strømmen i julen, hvor der er gang i køkkenet og elforbruget. (Arkivfoto) Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Elforbruget stiger i julen, og det kan være hårdt for dine elinstallationer. Men der er hjælp at hente, hvis du vil undgå overbelastning og spare på strømmen.

Offentliggjort Sidst opdateret

December er fyldt med glæde og begejstring, som kulminerer juleaften.

Det samme gør vores elforbrug, viser tal fra brancheforeningen Tekniq Arbejdsgiverne. Den 24. december mellem klokken 17.30 og 19 bruger vi lige så meget strøm som 1,1 millioner danskeres elforbrug på en almindelig gennemsnitsdag.

Det kan sende hjemmets elinstallationer på overarbejde, fortæller Mads Risgaard Knudsen, teknisk konsulent i Tekniq Arbejdsgiverne.

- Den største risiko er nok, at det er dårligt udstyr, som brænder sammen juleaften. Alt udstyr har nogle svagheder, og i køkkenet opstår fejlene ofte, når maskinerne ikke når at afkøle, men bliver for varme.

- Det kan derfor være en god idé at sprede sine aktiviteter i køkkenet ud over længere tid.

Du skal eksempelvis holde øje med komfuret, hvis du damper mad, fortæller han.

Hvis en fejl betyder, at der kommer damp ud det forkerte sted, så kan det kondensere og løbe ned i elinstallationerne.

Han anbefaler også at undgå for mange forlængerledninger.

- Der er nok nogle, der har både elkedler og andre redskaber i gang, men når man udvider systemet med flere stikkontakter, så kan systemet ikke altid holde til det, siger han.

Thore Stenfeldt, som er fuldmægtig i Energistyrelsen, mener ikke, at du skal være ekstra bekymret i juletiden, hvis der normalt ikke er bøvl med elinstallationerne.

- Men det er fint at få tjekket, om installationerne kan klare de belastninger, man udsætter dem for.

Han har en række gode råd til, hvordan du med fordel kan reducere dit elforbrug i julen.

I køkkenet kan du med fordel optø frostvarer i køleskabet, forklarer han. Så skal køleskabet ikke bruge så meget energi på at holde kulden selv.

- Brug en elkedel i stedet for kogepladen, og brug brødristeren i stedet for at tænde ovnen, hvis det kan lade sig gøre.

- Det er meget mere effektivt, ligesom det også er bedre at opvarme mad i en mikrobølgeovn, fordi den målretter varmen mere end en ovn, siger han.

Thore Stenfeldt råder desuden til at fylde opvaskemaskinen helt efter julemiddagen - men undgå de lange og varme programmer.

- Den vasker fint ved lavere grader. Man behøver heller ikke skylle al service af, for der må gerne være sovserester på. Man kan sagtens nøjes med at skrabe madrester af.

Skulle uheldet være ude i julen, og køleskabet eller opvaskemaskinen går i stykker, så tænk dig om, når du køber nyt, mener Thore Stenfeldt.

- Læg mærke til energimærkningen, og gå efter de bedste energiklasser. Gå efter A+++ for køleskabe og A++ for lyskilder samt de mørkegrønne energiklasser.

/ritzau fokus/