Katy Perry-eks arresteret i skandalesag

Politiet udstedte onsdag en arrestordre på popstjernen Katy Perrys eksmand, hvorefter han torsdag besluttede at melde sig selv. Derfor er han nu arresteret, skriver torontosun.com.

Brand blev mandag angiveligt sur, da fotografen Timothy Jackson sammen med en række kolleger begyndte at tage billeder af den langhårede kendis på åben gade.

Englænderen, der for nylig blev skilt fra Katy Perry, greb fat i fotografens iPhone - som blev brugt til at fotografere med - og kastede den mod et kontorvindue, der gik i stykker.

Forud for anholdelsen havde Brand ellers forsøgt at forsvare sig selv på Twitter. Her skrev den kendte skuespiller:

- Siden Steve Jobs døde, tåler jeg ikke at se nogen bruge en iPhone uden ærbødighed. Det, jeg gjorde, var en hyldest til hans minde, skrev englænderen, der begyndte sin karriere i underholdningsindustrien som standupkomiker.

For at komme ud af kniben har Russell Brand ligeledes tilbudt at betale for reparation af vinduet, og han har givet godt 1000 kroner til ejeren.

Russell Brand og superstjernen Katy Perry er for nylig gået hver til sit efter godt et års ægteskab. Det var 36-årige Russell Brand, der i december søgte om at blive skilt fra den ni år yngre "I kissed a girl"-sangerinde.

Den britiske komiker oplyste, at der lå "uforenelige forskelle" mellem de to til grund for skilsmissen.

Parret blev gift ved et overdådigt bryllup i et tigerreservat i Indien 23. oktober 2010 efter at have kendt hinanden i godt et år. De har ingen børn.

/ritzau/

Foto: Charles Sykes/AP

Skuespilleren Russell Brand er kommet i store problemer, efter at han i mandags så sig gal på en paparazzi-fotograf.

Offentliggjort Sidst opdateret