Kendte støtter: Fra kræftsyge børn til HIV-smittede

Foto: JOHANSEN LINDA

Der er mange måder, man kan støtte gode formål på, og de danske kendisser, der i år skal spille på Grøn Koncert, er bestemt ikke blege for at give hverken penge, gratis koncerter eller lidt af dem selv, når det gælder gode formål.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens Grøn Koncert-overskuddet går til Muskelsvindfonden, er der også andre sager, der står de kendtes hjerter nær.

Sangerinden Medina og kæresten, sangeren Christopher, har for eksempel været på besøg på børnenes kræftafdeling på Skejby Sygehus.

- Det var helt vildt rørende. Forældrene var der, og nogle af børnene måtte vi ned og besøge på værelserne. Der er nogle af dem, jeg skal ses med igen, når jeg skal på akustisk turné, fortæller Medina til Ritzau.

- Vi har altid for at have nogle cd'er og nogle t-shirts med, men det, der betyder mest for dem, er, at vi er der. De kan næsten være raske i en uge bagefter, og det er sådan noget, der godt kan få mig til at græde, fortæller sangerinden.

- Jeg vil hellere møde folk personligt end jeg vil smide en masse penge efter et eller andet formål, siger hun.

Dancehall-rapperen Raske Penge har til gengæld ofte pungen oppe af lommen. Og sammen med makkeren Klumben, spiller han gerne, hvis formålet er rigtigt.

- Jeg støtter Amnesty og Greenpeace og Dansk Flygtningehjælp, og så stiller vi jo op gratis, når vi synes, at pengene går til noget fedt, siger han.

Sangeren Mads Langer, der debuterer på Grøn Koncert, bruger også gerne sig selv i velgørende sammenhænge:

- Jeg er ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp og Mandela Fonden. Det er helt nyt, at jeg er blevet ambassadør for Nelson Mandelas fond, der arbejder for at udrydde HIV i Afrika, men jeg synes, på mange måder, at Afrika er et overset kontinent. Jeg synes, det er vigtigt, at man bruger sit overskud på andre mennesker, siger han.

Skulle han vælge én hjertesag, ville børn og deres vilkår komme i første række.

- Børn er dem, der er mest ubeskyttede i verden, og de kan ikke tage hånd om sig selv på samme måde, så det er nok dem, jeg helst vil gøre noget for, siger han.

De små er også en hjertesag for duoen Nik & Jay. de tager ofte ud og besøger syge børn.

- Ønskefonden kender os rigtig godt og kræftafdelingen på Rigshospitalet kender os rigtig godt. På torsdag laver vi noget for voldsramte børn, fortæller de.

- Vi synes, at man skal gøre sådan nogle ting som kunstner. Det tager måske en time ud af vores kalender, men det kan gøre et helt liv for nogle af de børn, siger de.

Forsangeren i bandet Lukas Graham ved godt, hvor han gerne vil sætte ind. Hvis han fik muligheden for at oprette sin egen fond, skulle den hjælpe mennesker, når de mister deres nærmeste.

- Jeg ville gerne lave en fond til hjælp til begravelser. Da min far døde, gik det op for mig, hvor dyrt det er, og hvis ikke jeg havde haft den succes, jeg har, så havde min mor siddet i gæld til hun døde. Det er frygteligt, at man kan sætte folk i gæld, fordi de mister nogen, de elsker, siger Lukas Graham.

/ritzau/