Korsang, chiffon og 3D på modeugens dag to

Der blev lagt ud med designhåb fra morgenstunden ved den københavnske modeuges dag to.

Her blev der præsenteret kollektioner fra de studerende på design og business-skolen Teko - noget, som hvert år er et tilløbsstykke for de mange nysgerrige sjæle, der glæder sig til at opleve de navne, vi kommer til at tale om i fremtiden.

Andendagen bød også på 3D-show i Imperial biografen, hvor designeren David Andersen, der ellers mest er kendt for sine herrekollektioner, for første gang præsenterede en damekollektion.

3D-filmen, der blev efterfulgt af et traditionelt modeshow, skal blandt andet bruges til at promovere tøjet i udlandet og gør, at designeren kan bruge nye veje til det - for eksempel via youtube.

Kendisserne strømmede hen ad eftermiddagen til Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv, hvor Ole Yde skulle fremvise sit bud på efterårets mode.

Her var der kjoler i både chiffon, silke, blonder og strik, og på tilskuerpladserne sad både Lina Rafn, Thomas Vinterberg og Cecilie Stenspil.

Aftenen bød på blandt andet Munthe + Simonsen - som kun designeren Naja Munthe står bag nu, efter at hun har købt sin tidligere partner Karen Simonsen ud.

Her sørgede et kor for soundtracket til showet, der blev afholdt på Nimb i Tivoli

/ritzau/

Foto: Das Devapriyo/Xinhua/Photoshot

Der var masser af spektakulære elementer i de forskellige shows på den københavnske modeuges anden dag.

Offentliggjort Sidst opdateret