Krigerisk krisemode i Milano

En af modeverdenens mest prestigefyldte begivenheder, modeugen i Milano, er skudt i gang, og flere designs har allerede vakt en del opsigt. Blandt andet designeren Alexander McQueen, hvis herrekollektion af iagttagere betegnes som ugens mest outrerede.

Hvad Alexander McQueen har haft i tankerne, da han designede sin herrekollektion, er ikke til at vide. Men associationerne ledes unægtelig hen på terrorister, partisankrigere og autonome bøller.

Ikke bare har Alexander McQueen valgt at anvende stof med nærmest camouflageagtige mønstre. Han har også valgt at udstyre sine modeller med matchende elefanthuer og ansigtstørklæder i bedste landevejsrøver-stil.

Ellers har tendensen ved modeugen, der sammen med modeugerne i New York, London og Paris udgør modeugernes Grand Slam, været præget af en tilbagevenden til det enkle. Det skyldes blandt andet den økonomiske krise.

Ifølge præsidenten i Italiens nationale modeorganisation, Mario Boselli, så er det nemlig gået tilbage for herremoden, som det handler om i Milano lige nu. I 2009 faldt salget i Italien ifølge Boselli med 10 procent.

Ifølge nyhedsbureauet AP sammenfattede designeren Miuccia Bianchi Prada modeverdenens situation således, efter at hun præsenterede sin kollektion i søndags:

- Det er tid til at genopfinde det banale!

Også Guccis kreative direktør, Frida Giannini, er enig i, at den verdensomspændende økonomiske krise har betydning for moden.

- Tiden kalder på tidløs snarere end sæsonbetonet mode, lød det fra Gucci-direktøren.

/ritzau/

Modeugen i Milano bærer præg af finanskrisen. En af designerne har skabt et ret så krigerisk look i sin nye herrekollektion.

Offentliggjort Sidst opdateret