Krise i Afghanistan: Det kan du gøre for at støtte
Den 15. august bevægede Taliban-krigere sig ind i den afghanske hovedstad, Kabul. Her har de taget kontrol over byen og præsidentpaladset. Taliban har også taget kontrollen i en stor del af de øvrige distrikter i landet. (Arkivfoto) Foto: Jafar Khan/Ritzau Scanpix
Jafar Khan/Ritzau Scanpix
Der hersker kaos i Afghanistan. Se, hvad du kan gøre for at vise din støtte.
Netop nu fylder situationen i Afghanistan i både medier og bevidsthed for rigtig mange.
Herhjemme er du nok efterladt med en klump i maven og en følelse af magtesløshed.
Udenrigsministeriet har tirsdag meddelt, at Danmark sender 100 millioner kroner til at hjælpe afghanerne. Men hvis du selv ønsker at vise din støtte på den ene eller anden måde, så er der også nogle muligheder.
Det forklarer Emma Byrne, som er strategisk rådgiver inden for humanitære indsatser i Globalt Fokus, der er en forening af danske folkelige organisationer, der engagerer sig i globale udviklings-, miljø- og humanitære aktiviteter.
En af måderne er at sende donationer til etablerede organisationer, som arbejder i Afghanistan.
- Der er flere danske organisationer, der fortsat opererer i Afghanistan, som man kan støtte. De udfører et vigtigt stykke arbejde i at hjælpe lokalbefolkningen.
- De har mistet meget beskyttelse nu, og at støtte dem vil være et rigtig godt sted at starte, siger Emma Byrne.
En af de organisationer, der bliver og leverer nødhjælp i Afghanistan, er DRC Dansk Flygtningehjælp.
Der er nemlig hårdt brug for hjælp i Afghanistan i den nuværende situation, fastslår Charlotte Slente, som er generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp.
- Der er et stort behov for fødevarer, tag over hovedet, sundhedsydelser og beskyttelse. 80 procent af de fordrevne er børn og kvinder - og de har brug for vores hjælp og beskyttelse.
- Vi har 700 medarbejdere i Afghanistan, og vi håber på at kunne øge indsatsen i den kommende tid, fortæller Charlotte Slente.
Generelt anbefaler hun, at man donerer til organisationer, man stoler på, og som er til stede i Afghanistan og har erfaring med at arbejde i landet.
- Det er et vanskeligt og farligt land at arbejde i. Det var det i forvejen, og det er det stadig med den nye udvikling i landet, siger hun.
Hvis du støder på en indsamling på eksempelvis Facebook, er du måske lidt mere på vagt. Men hvis indsamlingen foregår via Facebooks eget indsamlingsværktøj, så er den faktisk også god nok.
- Generelt er lovgivningen sådan i Danmark, at det kun er godkendte organisationer, der kan indsamle penge via de såkaldte Facebook-fundraisers. Så hvis man ser en fundraiser på Facebook fra en dansk organisation, kan man roligt støtte den, da de lever op til indsamlingslovens retningslinjer.
- Derudover er det jo altid en god idé at læse lidt mere om organisationen eksempelvis på deres hjemmeside. Hvor lang tid har de været i Afghanistan, og hvordan hjælper de i Afghanistan, tilføjer Charlotte Slente.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Nykøbing FC henter spiller i FC Midtjylland
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Kastede genstand mod kørende lastbil: Forrude smadret
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik